Af Kristian Ditlev Jensen
266 sider, 269 kroner
Gyldendal
Kristian Ditlev Jensen, der nu er 30 år, fortæller om sin barndom i en stresset arbejderfamilie i Holbæk og sit møde med legekammeratens kollektiv. Her møder den niårige Kristian en voksen mand, Gustav, der giver ham den opmærksomhed, han savner. Han er derfor glad, når han drager af på weekendbesøg hos Gustav i København til biograf- og Tivoliture. Gustav vil sove i samme seng som Kristian uden tøj på, og om natten rager han på drengen og udløser mellem hans lår. Kristian synes, det er ækelt, men siger ikke noget til forældrene. Igennem tre år tager han hver anden weekend og i flere ferier ind til Gustav. Og hver gang skal han stå model til Gustavs overgreb. Han siger trøstende til sig selv: 'Det bliver sagt'. Men han siger ikke noget til nogen i de tre år. Han kan ikke sige fra over for Gustav, for så skal han forklare sine forældre, hvorfor han ikke vil ind til København. Han siger ikke noget til lærere, kammerater eller andre. Først efter tre års følen sig helt forkert siger han det til sine forældre, der forskrækket lover Gustav ikke at anmelde overgrebene til politiet. Også for den 12-årige Kristian er en politianmeldelse noget uoverskueligt, han har rigeligt i sit følelsesmæssige kaos, som forældrene ikke har sans for eller overskud til at tackle.
Men kammeraten fra kollektivet er lydhør og solidarisk og bakker op, da Kristian som 19-årig alligevel melder Gustav til politiet. Gustav tilstår og får en betinget dom med prøvetid.
Kristian er frådende af raseri over, at Gustav ikke dømmes til ubetinget fængsel. Han har svært ved at klare sit raseri, og han skiftevis drikker, flipper og går til meget fornuftige psykologer. Han studerer, skriver og arbejder som journalist på Berlingske Tidende. Tyve år efter at overgrebene begyndte, er han i stand til at skrive det hele igennem i 'Det bliver sagt'.
Bogen er fremragende skrevet. Læseren gives mulighed for at forstå, hvorfor Kristian er et let offer for overgreb. Han er autoritært opdraget - 'de voksne har altid ret' - også når de åbenlyst lyver og manipulerer som Gustav, eller når de som forældrene er for trætte og syge til at opdage, at drengen har det skidt. De få andre drenge, som Kristian ser Gustav sammen med, er antiautoritære og hopper ikke på Gustavs manipulationer. Det er den lære, der kan uddrages, hvis forældre/lærere skal give børn redskaber, de kan bruge mod voksne, der vil bruge børn til at tilfredsstille egne voksne behov: Hvad føler du selv? Hvis du føler nej, så sig nej. Sig det hjemme, sig det til lærere, sig det til sundhedsplejersken, sig det på fritidshjemmet. Vent ikke, det går ikke væk af sig selv. Det blev ikke sagt efter det første overgreb. Kristian udregner et sted i bogen, at han har været udsat for 250 overgreb i de tre år. 250 gange har han trøstet sig selv med 'Det bliver sagt'. Men han fik det først sagt efter tre år. Den massive magtesløshed og smadrede tillid, det medførte, skal Kristian bruge resten af sit liv på at komme over. Så de nej-redskaber, vi kan give børnene, er de vigtigste. Langt vigtigere end den kampagne, forfatteren nu kører efter bogens offentliggørelse og massive medieomtale, hvor han kræver skærpet lovgivning og pædofilforeninger forbudt.
Pædofile overgreb er ulovlige, børns grænser og blufærdighed skal respekteres, men først og fremmest skal børn lære at sige fra, skal lære at forsvare deres integritet, skal høre forældre og pædagoger sige: Du kan altid komme til mig, lige meget hvad du bliver udsat for, jeg vil høre på dig og undersøge sagen og hjælpe dig ud af det, der krænker din blufærdighed.
Bogen skildrer, hvor galt det kan gå, når voksne ikke er lydhøre og opmærksomme. Vi skal til andet materiale for at lære om, hvordan vi bygger børns blufærdighedsberedskab op, så de ikke kan snydes og lokkes ind i forhold, de ikke kan komme fri af.
Annette Westrup
Sundheds- og seksualundervisning og Familiekundskab, Samfundsfag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.