Ernærings- og Sundhedsuddannelserne på Metropol inviterer på kulturnatten indenfor til skattejagt. På turen rundt i skolens gamle og snørklede bygninger i Pustervig er der mulighed for at opleve, hvordan det nordiske køkken kan stimulere sanser og smagsløg. Skattejagten skal få de besøgende til at blive klogere på ernæring og sundhed i et nordisk og internationalt perspektiv.
"De besøgende får en masse sjove oplevelser kombineret med noget viden. I stedet for at læse kostrådene, så får man formidlet dem på en sjov måde. Vi vil gerne vise, at det at være sundt, ikke nødvendigvis er kedeligt", siger Eline Lange, studenterrepræsentant på Metropol til ernaeringogsundhed.dk.
Derudover lærer de besøgende om global bæredygtighed. Der er råd om god ernæring og presser sulten sig på, kan man slutte af med et godt, nordisk måltid i de studerendes restaurant.
Lærerigt for de studerende
Kulturnatten skal også være en god oplevelse for de studerende på ernærings og sundhedsuddannelserne, der skal bruge aftenen på at blive bedre til at formidle sundhedsbudskabet.
"En del af ernæring og sundhedsuddannelsen går ud på at formidle budskabet om, hvordan man lever sundt. Det her er en god mulighed for de studerende til at prøve at formidle og forklare de sunde budskaber", siger Eline Lange.
"En ting er at læse i bøgerne, hvordan du forklarer de otte kostråd til en kostvejledning eller fremmer sundhedsarbejde på et nationalt plan. Noget andet er at stå med helt almindelige mennesker og forklare, hvorfor rugbrød er sundere end franskbrød. Det er utroligt lærerigt at få mulighed for at forklare de her måske lidt tørre budskaber på en sjov måde".
Prutter og skæve smagskombinationer
Skattejagten går også forbi 'ernæringsgangen', hvor de besøgende kan lære, hvorfor det nordiske køkken er sundt, og hvad god ernæring egentlig er. Har man undret sig over, hvad der sker inde i kroppen, når man har spist, eller hvornår slår man prutter, så kan man også få svaret her.
Det sanselige univers bliver også udfordret med skæve smagskombinationer og mulighed for at afprøve, om man kan gætte en råvare ved kun at bruge følesansen eller kan genkende fødevarer fra køkkenet kun ved at bruge lugtesansen.
Læs mere om kulturnatten til højre.
Sundhed på en sjov måde i Kulturnatten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.