Bogen er indholdsmæssigt velgennemtænkt, og der er lagt vægt på sprog, typografi og opsætning. Men virker det? Det afhænger jo af øjnene, der ser. Jeg er sikker på, at den meget teksttunge og billedløse bog ikke vil stå øverst på ønskelisten hos en ung grundforløbselev.
Og det synes jeg godt kan være et kriterium for en lærebog, som skal være indgangen til sundhed, omsorg og pædagogik. En bog, der medvirker til at få de unge til at kunne lide at gå i skole og holde fast i at få en uddannelse, selvom de ikke er så gode til at læse side op og side ned.
Bogen har meget på hjertet: Den fortæller, forklarer og kommer med eksempler og fakta. Alt sammen noget, den enkelte elev let kan tilegne sig, hvis han/hun har en teoretisk tilgang til læring. Men hvis eleven har en læringsstil, der er aktiv, så bliver bogen i tasken.
Bogen med tilhørende hjemmeside angiver selv at tilgodese elever med forskellige læringsstile. Jeg har været inde på de fleste temasider, men jeg fandt aldrig ud af, hvilken opgave jeg skulle vælge med netop min læringsstil. Systematikken på hjemmesiden er test af viden, opgaver og case med spørgsmål.
Bogen dækker kernestoffet. Men den bærer præg af stoftrængsel, og jeg savner, at den levendegør de uddannelser, som grundforløbet retter sig mod, og dermed vækker de unges interesse for den pædagogiske assistentuddannelse eller social- og sundhedsuddannelsen.
Måske er bogen målrettet de to skønne unge piger, der sidder med fingeren i vejret på forsiden, og som også pryder kapitlet om læring og samarbejde.
Sundhed, omsorg og pædagogik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.