Projektet 'FREEZE! - den store SMS-klimajagt' gik ud på, at 7.-9. klasser skulle svare på 15 spørgsmål om klima, energi
og CO2-reduktion. Spørgsmålene blev sendt til deres mobiltelefoner et af gangen og besvaret per SMS, så snart de havde været fundet svaret på internettet eller i bøger. Sideløbende skulle de løse fire projektorienterede 'missioner', som læreren modtog hver time per mail - og som der skulle leveres svar på i form af tekst og billeder taget med mobiltelefonernes kamera inden 60 minutter. Missionerne krævede, at eleverne skulle påvirke folk på skolen eller på gaden til at reducere deres CO2-udslip, skulle vise en fremtidsvision med konsekvenser af klimaforandringerne og selv udvikle sparetiltag.
Vinderne blev offentliggjort i går og førstepræmien på 30.000 kroner gik til Klima Kids fra Katrinebjergskolen i Århus.
Juryen fortæller om tæt løb mellem mange flotte besvarelser, og evalueringerne fra lærerne er også meget positive.
Flere lærere pointerer i evalueringen, at konkurrencen især skilte sig ud ved at fange de elever, der ikke er så gode til at følge med i traditionel undervisning, selv om forløbet varede så mange timer i et stræk.
Nyskabende brug af mobiltelefoner
Også blandt de eksperter, der har fulgt klimajagten, er der stor ros til projektet.
"Dette er det bedste bud, vi endnu har set på at bruge mobiltelefoner til læring. Her er tale om en nyskabende og meget konstruktiv brug af mobiltelefoner, computere og internet i undervisningen. Og det er tiltrængt", siger Asger Harlung, der er konsulent i e-læringspædagogik på eVidenCenter i Århus.
"Generelt er der en stor interesse og store pædagogiske visioner på området, men det kniber med konkrete ideer til, hvordan mobiltelefonerne skal bruges rent praktisk-didaktisk. Men SMS-klimajagten er eksemplarisk i sin brug af teknologierne. Den sætter mobiltelefonen ind i en sammenhæng, hvor den fungerer helt rigtigt: Den bruges i en dynamisk kobling med fysisk aktivitet ude i marken, og med computere og internet i et projektbaseret undervisningsforløb, hvor eleverne selv er medskabende", siger han.
SMS-klimajagten var en af hovedbegivenhederne i Dansk Naturvidenskabsfestival, som Dansk Naturvidenskabsformidling og Miljøministeriet står bag.
Succes med mobiler i naturfagsundervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.