Kampagnen blev skudt i gang i dag på et såkaldt uddannelsestopmøde i København, hvor målet var at få politikerne til at tage ansvar for Danmarks fremtid.
Folkeskoleelever og studerende fyldte Store Vega i København. Arrangørerne bag mødet "Ud af krisen - ind i fremtiden" er en sammenslutning at elev- og studenterbevægelser og ungdommens fagbevægelse. Initiativet er en reaktion på de besparelser på uddannelsesområdet, som regeringen foreslår på finansloven. Arrangørerne ønsker bedre kvalitet i uddannelserne, bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed og praktikpladser til alle. Politikerne skulle give et bud på, hvordan de vil sikre, at flere unge får en uddannelse med henblik på at løfte Danmark ud af den økonomiske krise. Deltagerne i debatten var Charlotte Dyremose (K), Marianne Jelved (R), Johanne Smidt Nielsen (EL) Villy Søvndal (SF) og Mette Frederiksen.
95 procent skal uddannes
Politikerne var enige om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, men de var uenige om, hvordan man når frem til målet. Oppositionspartierne mener, at der bliver brugt alt for mange penge på skattelettelser og for få på uddannelse. Men Charlotte Dyremose, der var den eneste repræsentant for regeringen, var ikke enig:
"Faktum er, at der aldrig er blevet brugt så mange penge på uddannelsessystemet, som der bliver brugt nu. Vi sprøjter penge ud i uddannelsessystemet, og det kommer vi også til at gøre fremover", sagde hun.
"Hvis uddannelsessystemet er så perfekt, hvorfor tror du så, hele salen er fyldt i dag. Hvorfor sidder de ikke ude til undervisningen? Det er fordi, de ved lidt mere om det, end vi gør", sagde Mette Frederiksen til salver af jubel.
For få løfter
Det er især folkeskolerne, der skal satses massivt på i fremtiden, mener Villy Søvndal.
"Det er der, man mødes på tværs af skel og synspunkter, det er der, vi skaber en helhed i samfundet".
Derfor var klassekvotienten og renovering også et af debattens hede emner. Men trods mange bud på, hvad der kunne gøres bedre og anderledes, kom der ingen store løfter på bordet.
"Hvornår kommer jeg til at se og mærke nogen som helst forandring?", spurgte 23-årige Jennie Nebelong, der er lærerstuderende på Frederiksberg Seminarium. Her var Villy Søvndal hurtig og opfordrede alle, der ønsker bedre uddannelse i Danmark, til at sætte krydset et andet sted ved næste valg.
Efter debatten var Jennie Nebelong skuffet over, at der ikke kom flere løfter om en forbedret indsats på folkeskoleområdet frem under debatten.
"Jeg synes, der blev talt, uden at der blev sagt noget. Jeg havde ikke forventet et konkret svar, jeg ved jo godt, at der ikke sker nogen ændringer med den nuværende regering. Jeg har selv valgt at blive lærer, fordi jeg vil gøre en forskel, og fordi jeg mener, uddannelsessystemet trænger til en vitaminindsprøjtning".
Mødearrangørerne indkalder til demonstration den 6. oktober i Århus, Viborg, Sønderborg, Odense og København.
Jennie Nebelong ved endnu ikke, om hun vil deltage i demonstrationen tirsdag den 6. oktober.
"Jeg ved ikke, om det kan betale sig. Lige nu virker det som om, at lige meget hvad vi gør, preller det fuldstændig af på regeringen".
Studerende klar til demonstrationer mod besparelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.