Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Studerende fra linjefaget specialpædagogik opfatter sig som bannerførere

Over 60 studerende har linjefaget specialpædagogik med sig, når de om kort tid forlader læreruddannelsen på Fyn. De står godt rustede til at fremme inkluderende miljøer og til at svare på konkrete spørgsmål fra deres nye kolleger, mener deres lektor.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
6. juni 2011, kl. 12:43

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Specialpædagogik i læreruddannelsen skal især kvalificere lærere til at arbejde inkluderende med såkaldt almindelige problemelever i den almindelige folkeskole, præciserede lektor Hanne Kidde fra UC Lillebælt, da hun på KL's konference "Hvad er specialpædagogiske kompetencer?" fortalte om linjefaget specialpædagogik.

Hanne Kiddes slides fra konferencen

"De studerende er selv meget optaget af, hvilke kompetencer de får med sig, og de er bekymret for, om de er attraktive nok for skolerne, for de kommer ud med et undervisningsfag færre end andre nybagte lærere. Så vil skolelederne ansætte dem? Det svar kender vi ikke endnu", sagde Hanne Kidde.

Hun har spurgt sine lidt over 60 studerende, hvad de har lært efter to år på linjefaget specialpædagogik. Hun fik over 100 svar med hjem, og dem tog hun udgangspunkt i på konferencen.

Studerende er bange for at blive ensom

"Jeg har lært, at det hele er meget mere alvorligt, end jeg troede", lød det første udsagn, Hanne Kidde præsenterede konferencens 180 deltagere for.

"Den studerende anerkender, at det er en stor og kompleks opgave at være lærer, men hun har fået nogle metoder og redskaber, som gør, at den ikke er umulig at løse. Hun er blevet forstyrret i sådan en grad, at hun er villig til at gå ind i forstyrrelsen", lød Hanne Kiddes analyse.

En anden siger, at hun er bange for at blive ensom blandt lærere, der ikke har specialpædagogik med i rygsækken.

"Hun siger, at alle bør lære om specialpædagogik på seminariet. De studerende opfatter sig som bannerførere, der skal ud at rådgive deres nye kolleger. Men de kommer ikke med færdige løsninger, så de skal måske kæmpe for sagen".

Som en studerende skriver til Hanne Kidde, så stiller inklusion krav til ledelsen og til samarbejdet.

"De studerende kan ikke gøre det selv. Flere har oplevet i deres praktik, at en lærer kommer hen til dem og siger: 'Nå, så kan du svare på, hvad jeg skal gøre ved den og den elev.' Lærerne tror, at de studerende kommer med en redskabskasse. Det gør de også, men deres svar er lidt længere, end lærerne tror, når de stiller deres spørgsmål", sagde lektoren.

De studerende har mod på opgaven

"Jeg forstår, hvad inklusion går ud på - altså kan jeg inkludere", skriver en studerende.

"De studerende føler sig bedre rustede til at være lærer. De har fået mod på opgaven. Vi har brugt megen tid på at forstå de mange diskurser inden for inklusion. Der er både en etisk, en pragmatisk, en økonomisk og en politisk diskurs. Når alle er enige om, at vi skal inkludere flere elever, er det godt at vide, om de mener det samme", sagde Hanne Kidde.

Den pragmatiske kurs handler om at konstruere skolens kultur, strategi og praksis, så den kan rumme en mangfoldig målgruppe af elever.

"Det arbejder vi med hele tiden: Hvad er en inklusionsfremmende kultur? Hvilke værdier indeholder den, hvilken strategi skal der til at skabe den, og hvordan ser kulturen ud, når den hæmmer inklusion?"

"Jeg har fået nøglen til et større skab, så jeg kan tænke ud af boksen", citerede Hanne Kidde en studerende.

"De studerende har fået et bredere perspektiv på opgaven. De har fokus på, hvordan man definerer normalitet og afvigelser, og de ved, hvor de kan hente hjælp og viden, og hvornår man skal inddrage et støtteapparat".

Selve essensen af det at være lærer

"Jeg har lært at se eleven og ikke kun diagnosen", skriver en studerende.

"De har øje for, at specialpædagogik skal omsættes til dansk og matematik. Det skal gøres fagfagligt. Læreren skal se elevens resurser og anerkende eleven. Det er et grundelement", kommenterede Hanne Kidde.

"At struktur, rammer og forudsigelighed er vigtigt for børn med særlige behov", skriver en anden.

"Selv om opgaven er kompleks, kan det lade sig gøre at løse den. Det er min påstand, at de studerende både har en grundforståelse af inklusionsbegrebet og en viden, som gør, at de kan yde konsultativ bistand til deres kolleger".

Som en af de studerende skriver: "Jeg opfatter faget specialpædagogik, som selve essensen af det at være lærer".

"Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv," konkluderede Hanne Kidde.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Studerende fra linjefaget specialpædagogik opfatter sig som bannerførere

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS