Hvordan skal skolen udvikle sig, hvis den skal håndtere krav og forventninger over de næste 20 år?
For to år siden bad den norske regering 12 mennesker fra forskellige roller i samfundet - herunder en enkelt dansker, professor Lene Tanggaard - om at løfte blikket fra enkeltstående tiltag og se overordnet på folkets skole i fremtiden.
Som i Danmark har Norge oplevet en tendens til faldende resultater i internationale målinger som Pisa, Timss og Pirls.
”De faldende læringsresultater og den negative udvikling i elevernes trivsel kan ikke forklares med, at skolen gør sit arbejde ringere. Derimod har forudsætningerne for at gennemføre samfundsopgaven ændret sig hurtigt som følge af udvklingstræk i samfundet,” hedder det i dag, hvor fællesskoleudvalget præsenterer sin 400 sider lange udredning på det norske folkemøde Arendalsugen.
Samfundsøkonomisk lønsom investering
”Den fælles skole er en forudsætning for demokratiets fremtid, og den er en samfundsøkonomisk meget lønsom investering,” lyder det gennemgribende budskab.
”Investeringerne i skolen må svare til samfundets forventninger til, hvad skolen skal bidrage med. Forventningerne om en ligeværdig oplæring i fremtidens fællesskole kræver en langsigtet prioritering af ressourcer til skolen,” understreger udvalget og peger på nødvendigheden af, at staten sikrer, at der er lige så gode ressourcerne til skolens undervisning i tyndt befolkede områder som i områder, hvor klasserne er fulde.
Udvalget peger også på, at der er brug for en styrkelse af lærerprofessionen.
”Det arbejde må hovedsageligt gennemføres af professionen selv. Samtidig har myndighederne ansvar for at lægge gode rammer for udviklingen af lærerprofessionen,” hedder det i et sammendrag af udvalgets redegørelse.
De 12 medlemmer peger behovet for at stille strengere kompetencekrav ved ansættelse af lærere, at sikre, at alle nyuddannede får vejledning, og klasse/kontaktlærerrollen styrkes.
”Skolelederne skal have bedre vilkår for at udføre den opgave, de er sat til, og der må gives bedre muligheder for, at skolelederne kan bruge tid på at lede og støtte det pædagogiske arbejde på skolen.”
Stor analyse: Skolen gør det ikke dårligere - det er opgaven, der er blevet meget sværere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.