Generelt er der flest indsatser i kommunerne i Østdanmark, mens kommunerne i Region Sjælland har færrest. Det viser en undersøgelse, som rådgivningsvirksomheden Cowi har gennemført for Kommunernes Landsforening.
"Der er store forskelle kommunerne imellem, hvilket ikke er overraskende i en opstartsfase. Der vil i de kommende år være behov for en prioritering i forhold til de sundhedsmæssige problemer og i forhold til kommunernes handlemuligheder på forebyggelsesområdet", står der i rapporten.
Kommuner med sundhedscentre har flest tiltag
8 ud af 10 kommuner har en sundhedspolitik og lige så mange har gennemført en sundhedsprofil af voksne borgeres helbredsproblemer og behov for forebyggelse og sundhedsfremme. Halvdelen af kommunerne har etableret et sundhedscenter som organisatorisk ramme for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde. Kommuner med et sundhedscenter rapporterer gennemsnitligt 33 indsatser, mens kommuner uden sundhedscenter gennemsnitligt rapporterer 23 indsatser. Forskellen kan afspejle, at kommuner med et sundhedscenter i det hele taget har et højere aktivitetsniveau på sundhedsområdet, eller at sundhedscentre kan være en god platform for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde, står der i rapportens perspektivering.
Behov for langsigtede økonomiske løsninger
"Kommunerne har tilført forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet betydelige ressourcer i forhold til de midler, der blev overført i forbindelse med kommunalreformen. Set i lyset af opgavens omfang vil der være behov for tilførsel af yderligere midler", står der i rapporten.
Formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, Tove Larsen, glæder sig over omfanget af tiltag.
"Tager man i betragtning, at kommunerne i gennemsnit kun fik ca. 2 mio. kr. hver til området, da de overtog opgaven fra amterne, så synes jeg, der er stor grund til at anerkende kommunernes arbejde og de mange indsatser, der er sat i gang rundt omkring", siger hun.
Halvdelen af de 2.341 indsatser er fuldt implementerede og kommunalt finansierede, mens den anden halvdel er under udvikling og gennemføres med eksterne tilskud. Den langsigtede økonomi skal derfor afklares, hvis indsatserne skal være bæredygtige, konkluderer rapporten.
Fokus på hvad der virker
Hver fjerde af indsatserne handler om motion. Herefter er kost, patientuddannelse/rehabilitering og rygning de indsatsområder, som kommunernes indsatser primært fokuserer på. Samlet tegner kram-faktorerne sig for næsten halvdelen af indsatserne. Dog handler kun fire procent af indsatserne om alkohol.
Det er vigtigere at se på, hvad der virker frem for antallet af indsatser, mener forskningschef fra Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk.
"Der er garanteret en masse gode ting imellem. Men den store udfordring er at finde ud af, hvad der virker, og hvad der virker bedst til prisen. Det har de enkelte kommuner ikke mulighed for at vide noget om, når de sidder med hver deres forskellige projekter. Det er interessant at få et overblik, men vi ved stadig for lidt om, om det går godt", siger han til Politiken.
Stor forskel på antallet af forebyggende indsatser i kommunerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.