Stofmisbrug

Næsten som en selvfølgelighed dukkede stofmisbrugerne op i stort tal, da unge i Århus holdt beruselsesfestival i Ridehuset forrige fredag. Der var dog ikke tale om stofmisbrugere i gængs forstand men om unge i tøj, der var mindst fire numre for stort.

En håndfuld drenge optrådte på scenen med hip hop og tårnhøj musik. Nogle piger pyntede sig som feer i farvestrålende celofan, og andre unge bøjede sig koncentrerede over brikkerne i ludo-hulen.

Festivalen skulle vise unge mellem 13 og 17 år, at der findes alternativer til øl og hash i form af fordybelse, hengivelse og kærlighed. Eller blot det sus, der opstår, når man lader sig falde bagover fra en trappestige i fuld tillid til, at man nok skal blive grebet.

Derfor bad Århus Kommune og Århus Amt unge om at vise andre unge, hvad der kan begejstre dem. Det var det, hele festivalen handlede om fra morgen til aften.