Stoffer til eftertanke

Tidstonen er ramt lige på kornet i sprog og udtryk i Munk og Pollners tema-teaterstykke: Jeg er sgu da ikke narkoman. Anders er middelklassedrengen lærersøn og glad dreng. Jakob er fars dreng. Overklasse-forkælet og følelsesmæssig elendig og forsømt. Tegningen af de to typer er skarp og flot skuespil-arbejde - Pollner og Munk er de to drenge.

Jakob og Anders er bedste venner. De går i 10.klasse og spiller musik sammen. De har et øvelokale med udstyr - stykkets rekvisitter. Jakobs far har betalt. Gnidningsfrit væver brugen af det tekniske gear sig ind i forestillingen og følger den til dørs. Og lige så gnidningsløst skiftes der hurtigt mellem steder, tid og personer, en fortællestil, som efterhånden er blevet en konvention indenfor ungdomsteatret.

Drengene ryger den fede, Jakob fører an - Anders følger med, og fører dagbog. En lille kinabog, der fører os igennem handlingen og som Anders bruger til at fortælle os, tilskuerne, hvad der skete. Hvis vi da ikke lige bliver draget direkte ind i handlingen - for eksempel som kor i en hip-hop rap.

Kronologisk bringes vi igennem de to drenges univers, hvor extacyen er næste stof-prøve. Stoftrippene har sit eget sceniske rum: Klassisk musik med de to drenge side ved side svajende - og man er ikke i tvivl - de er på trip. Og når skolefesten brager afsted med technodans og musik så er det extacy-rus.

Misbrugs-logikken tager mere og mere over: Stofferne tages, fordi man er glad, stofferne tages, fordi man er ked af det. Det kulminerer med dage i fælles tungsind, hvor de nedsænker sig i stoffer i deres øvelokale. Hvad der videre sker, skal ikke afsløres her, men det virker. Det var nok sådan, det ville gå de to drenge. Dog kan det afsløres, at vi får en smuk sang med på vejen.

Munk og Pollner kan deres kram - musikalsk ikke mindst. Det er velvalgt, at de bruger musikudstyret som medspiller. Deres hip-hop-univers og fremførsel af rap virker i den grad autentisk. Dog er der lidt malurt i bægeret: Jeg havde vældig svært ved at abstrahere under forestillingen fra, at den ene skuespiller er med i en landeplagende tv-reklame for et pengeinstitut.

Ansigtet er slidt og placeret i en anden kontekst. Man må håbe, at de forhåbentlig mange tilskuere ikke har den slags fine fornemmelser, og kan skille tingene ad. Det fortjener forestillingen.

Efter forestillingen plejer teatergruppen at bede læreren om at forlade lokalet, så skuespillerne kan tale med klassen alene om deres erfaringer og meninger om stoffer og det omkring. Givetvis vil det lægge op til en fortrolighed mellem spillere og unge, der i denne sammenhæng er frugtbar.

Hvis det videre kan åbne op for en dialog med lærerne på banen er meget godt gjort.