Status over et langt liv i den humanistiske pædagogiks tjeneste

70 år er ingen alder for en livets talsmand som Holger Henriksen, men en kreds af kolleger og kampfæller markerede alligevel den runde fødselsdag i efteråret ved at udsende et festskrift. Ikke som en indforstået og uforpligtende hyldest, men som en række refleksioner over nogle af de spørgsmål, som Holger Henriksen gennem årene har insisteret på som grundlæggende i den pædagogiske debat.

Fødselaren selv – som redaktørerne lader komme til orde gennem genoptryk af en aktuel artikel – går i rette med alt det strømlinede i form af moderne undervisningsformer, der let og elegant siges at kunne klare dagligdagen i skoleklassen. Han gør opmærksom på, at læreren bør være en, der har noget på hjerte, og som har en holdning til de ting, han finder det vigtigt at give videre til eleverne, og vender sig altså mod den opfattelse, at læreren blot skal være organisator af tilfældige fællesskaber og taknemmeligt publikum til elevernes fremlæggelse af deres portfolio – en evalueringsform, der næppe vinder udbredelse på Henriksens initiativ. For nok skal eleverne opøves til fællesskab og samarbejde, men gruppearbejde i sig selv er ingen øvelse i demokrati, mener han. Han bruger ikke selv ordet tomgang til at beskrive arbejdsformen. Men læseren har jo lov selv at tænke med.

Holger Henriksen bryder sig ikke om pædagogiske modeord og har et behændigt greb om sarkastiske afvisninger. Men han får ikke altid det sidste ord. Hvor hovedparten af festskriftets bidragydere i en række glimrende indlæg uddyber og perspektiverer hans tænkning og værker, går Thorkild Thejsen i flæsket på fødselarens betegnelse 'den til læring halverede undervisning'. For der er ikke noget i vejen med begrebet læring, mener Thejsen. Ordet betegner nemlig ikke hverken helt eller halvt det, der foregår i undervisningssituationer, men derimod resultatet af undervisning, når den lykkes. Og der kan findes talrige eksempler på undervisning – også god – som ikke har sat sig spor blandt de elever, der var udsat for den.

Hovedpersonen tilbragte ikke sit arbejdsliv på sidelinjen. Han gik ind i kampen, hvor den kunne give resultater, såsom hvervet som central studielektor for seminarierne i den tid, hvor Bertel Haarder som undervisningsminister igangsatte de såkaldte KUP – kvalitetsudviklingsprojekter. Dem kan man mene om, hvad man vil, men det er tankevækkende, at det er mindre end 15 år siden, at brede kredse i skoleverdenen tilsyneladende mente, at kvalitet i skolen var noget, der bare var der. Ikke noget, man behøvede at diskutere. Og da slet ikke prøve på at måle. Den norske forsker Rolf Tønnesen gennemgår den periode, hvor Venstre sidst sad på undervisningsministerposten – og ikke mindst fødselarens kritik af det sprog, der udviklede sig i debatten, så en del skoleledere begyndte at tro, at de skulle lede en produktionsvirksomhed og ikke en samfundsinstitution, der skulle give rum for åndsfrihed og demokrati.

Bogen indeholder herudover en række fortrinlige artikler om problemstillinger, som Holger Henriksen har beskæftiget sig med, uden at de alle nødvendigvis gennemgår hans synspunkter. Det har resulteret i en meget væsentlig udgivelse, der beholder sin værdi, længe efter at det sidste stykke kransekage er spist.