Stadig kød på

Hvilken plads skal begrebet dannelse have i forhold til uddannelse og undervisning? Det er omdrejningspunktet for artikelsamlingen "Dannelse i en læringstid", hvor vi gennem seks artikler indføres i, hvorfor der stadig er brug for dannelsesbegrebet, og samtidig får vi nye belysninger af, hvordan dannelse kan forstås i en moderne kontekst.

Dannelse beskrives i indledningen som den ønskværdige udvikling af en personlighed og et andet sted som en form for kompas. Dannelse er retningsgivende – det siger, at noget er bedre end noget andet – det indeholder bestemte værdier. Merete Wiberg påpeger blandt andet, hvordan læring er dannelsens motor, den er hvordan, hvortil dannelse er nødvendigt for at give læringen retning, den er hvad. Ikke at dannelsen som sådan bliver særlig konkret – men det er vel også dannelsens privilegium – abstraktheden og derfor mangesidigheden. Som eksempel på den abstrakthed er der Wolfgang Klafkis bestemmelse af dannelse som "aktualisering eller realisering af et eftertragtet og værdifuldt potentiale, som ligger latent i den enkelte person, samfund eller kultur". Jep – lad mig undervise i det!

Der bliver lagt et utal af forskellige dannelsesidealer på bordet. Begrebet gennemgås blandt andet gennem inddragelse af Sokrates’ jordmoderkunst – hvor dannelsen kommer til udtryk gennem at stille spørgsmål til den enkelte og derved appellerer til elevens skjulte vidensresurser. Et andet eksempel er den kommunikative dannelse – hvor fokus ligger på, hvordan det moderne dannelsesbegreb er opbygget af diskurs – dannelse er i den kontekst udgjort af vores sprog – da alt er udgjort af sprog. Men også Klafkis kategoriale dannelse inddrages som repræsentant for den kontinentale tradition (som lægger vægt på det almene) og som modspil til den angelsaksiske tradition (hvor fokus er på individet). Også den lidenskabelige dannelse inddrages i forlængelse af Rousseau, og mange andre dannelsesidealer er repræsenteret.

Jeg har læst artikelsamlingen først med forbehold, da dannelsens udvandethed går mig imod. Det forbehold blev dog gjort til skamme – og hurtigt vendt til begejstring, da de seks artikler både klargør og vitaliserer dannelsens mangefacettethed i en tid, hvor det største fokus er på hvordan frem for hvad.

Tilbage er der kun at sige: Har man med dannelse at gøre, er denne artikelsamling et must.