Stabilt hjem er afgørende

Mors eller fars psykiske sygdom har ikke i sig selv stor betydning for, om barnet som ung voksen selv bliver psykisk syg, misbruger, voldelig eller forsøger selvmord. Langt mere afgørende for, hvordan det går barnet, er tilsyneladende, om det har været nødvendigt at fjerne barnet hjemmefra, om forældrene har været misbrugere eller forsøgt selvmord. Det konkluderer en helt ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet. Seniorforsker mag.scient.soc. Mogens Nygaard Christoffersen og de øvrige forskere har gennemført en stor undersøgelse af fødselsårgangene 1966 og 1973 med udgangspunkt i den antagelse, at forældrenes psykiske sygdomme ville være så alvorlig en belastning for børnene, at man statistisk ville kunne registrere alvorlige følger for børnenes fremtid. Men stik imod forskernes forventninger viste forældrenes psykiske lidelser kun at kunne forklare en lille del af de unges selvmordsforsøg, misbrugsproblemer, voldsdomme og lignende. Forskerne konkluderer, at barnets reaktioner på forældrenes psykiske lidelse afhænger af, om familien trods alt er i stand til at tage vare på barnet. Hvis en forælders sindssygdom betyder, at barnet må anbringes uden for hjemmet, så er der en forhøjet risiko for, at det vil gå barnet ilde i form af misbrugsproblemer, sindssygdom, selvmordsforsøg og voldelige forbrydelser. Den nye undersøgelse bestyrker altså mistanken om, at en anbringelse uden for hjemmet ofte ikke kan opveje barnets tab af sine egne forældres støtte. Mogens Nygaard Christoffersen: Risikofaktorer i barndommen. En forløbsundersøgelse særligt med henblik på forældres psykiske sygdomme. Socialforskningsinstituttet.