"Tallene viser, at mange penge ikke i sig selv giver bedre undervisning. Tværtimod. Det afgørende for elevernes udbytte af skolegangen er stabile budgetter", siger forsker Simon Calmar Andersen fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet til Politiken. Sammen med forskerkollega Peter B. Mortensen står han bag undersøgelsen, som sammenholder kommunale skolebudgetter med elevernes afgangskarakterer. Oplysningerne er korrigeret for elevernes sociale og økonomiske baggrund.
"Hvor mange penge skolerne får, er ikke afgørende. Hvis de får mange penge det ene år, og der så skæres ned næste år, virker det stik mod hensigten", siger Simon Calmar Andersen, som også er medlem af Skolerådets formandsskab.
Skolerne har brug for ro
Professor og Centerleder på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Niels Egelund genkender billedet, som undersøgelsen tegner.
"Der er ingen undersøgelser, som kan påvise, at flere ressourcer giver bedre resultater. Og der er ingen tvivl om, at folkeskolen mere end noget andet har brug for ro. Der har været utrolig mange ændringer de senere år", siger han til avisen.
Undersøgelsen har set på forskellige kommunale og nationale strategier, som skulle forbedre kvaliteten i folkeskolen. For eksempel visioner og kvalitetssikring inspireret af det private erhvervsliv. Men ingen af de undersøgte strategier ser ud til at have nogen målbar positiv effekt på elevernes resultater.
"Det bedste, man kan give skolerne, er ro og økonomisk stabilitet. Og det ser ud til, at den mest effektive styringsstrategi kan være at begrænse de politiske indgreb på skoleområdet", siger Simon Calmar Andersen.
At skolerne behøver ro, er en konklusion, som formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er enig i.
"Jeg vil gerne deltage i jublen over hovedkonklusionen om arbejdsro. Der skal være et langsigtet perspektiv for arbejdet, hvis vi skal have en ordentlig udvikling og sikre et ordentligt fundament i skolerne", siger han til Politiken. Dog er han kritisk for, at man bruger elevernes karakterer som udtryk for skolernes kvalitet.
Stabile skolebudgetter giver bedre karakterer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.