Sprogligt set

Infotainment

I Tage Skou-Hansens seneste roman gives der, i tilgift til bogens ide, et rids af tiden efter Anden Verdenskrig, et Danmarksbillede, set gennem fortælleren Holger Mikkelsens briller, men sandelig også hørt med hans ører.

Han kan ikke lide den tone, der er kommet ind med tv-reklamer, sælgertonen fra stormagasiner og supermarkeder og nu også i DRTV, P 3 og lokalradioerne: 'Man kan ikke lukke op uden at høre en eller anden rekommandør, som skal have prakket én de næste underholdningsnumre på.'

Mikkelsen har fuldstændig ret. Når tv annoncerer aftenens programmer, hører man stadig oftere pop-stemmer, der med hitliste-stemme for eksempel bebuder, at 'Nu kommer TV-Avisen med . . . Tina Riising'.

Hvorfor skal vi for det første, allerede før studieværten præsenterer sig på skærmen, høre navnet på den pågældende? Er det da en spidsnyhed? Skal personen markedsføres? Nej, det er tidens reklametone, der har sneget sig ind et meget upassende sted. Og må vi for det andet ikke godt få oversigten serveret i fred og ro, uden inflatorisk begejstring? Må vi ikke også godt blive fri for alle spot og forskræp med partier fra kommende programmer, altid og monomant med fokusering på vold, sex og drama? Ikke kun for vores egen skyld, men egentlig også af pædagogiske grunde.

Hvis man nemlig, når man orienterer sig i verden, påvirkes til kun at interessere sig for højdepunkter og mennesker i ekstreme situationer, hvis man går efter personer og effekter, ikke efter baggrund og forklaring, så bliver man et lettere offer for tidens infotainment, altså den uskønne kobling af underholdning og informationsjagt, der har erstattet bestræbelserne på at skabe indsigt og viden. I skolen bliver kravene til undervisningen let præget af ønsket om muligheder for variation, for zapning, og læreren gøres til en mere eller mindre vellykket entertainer.

Alt dette siger Holger Mikkelsen ikke noget som helst om, men det siger hans københavnske broder.

Professor Higginss