Sprogligt Set

Borgere

Hvad kalder man dem, man har et professionelt ansvar for?

Lægerne har deres patienter, advokaterne deres klienter, bibliotekerne deres lånere - og præsterne deres menighed og kirkegængere. I nyere administrationssprog bliver de ofte til brugere alle sammen, og konsumenttænkningen breder sig, i takt med at serviceydelserne erstatter de mellemmenneskelige tillids- og aftaleforhold. Heldigvis er elever stadig elever, ikke brugere af skolens ydelser eller lærernes professionelle kompetenceleverancer.

En ældre slægtning har bragt mig i regelmæssig kontakt med kommunal hjemmepleje og hjemmesygepleje, med dem, der sætter ind, når meget andet efterhånden sætter ud. Man skiftevis imponeres og forfærdes af det indblik, man får i livet, som det former sig i den fase, hvor indlæring erstattes af aflæring.

De ældre omtales af den kommunale administration konsekvent som borgerne. 'Vi prøver altid at drøfte pasningsbehovet med borgerne'. Umiddelbart lyder det som en eufemisme: man vælger et ord, som fritager en fra at benævne det, der er mindre ønskværdigt for de berørte: afmagten, plejebehovet, svækkelsen. Men der er nok snarere tale om en principiel respekt: En borger ser man lige i øjnene som en person med rettigheder. Ordet er ud fra den betragtning godt nok, ja ligefrem rigtigt. Men det virker lige så unaturligt og ideologisk som kommunisternes kammerat.

Professor Higgins