Sproglig status syv kapitler om det danske sprog

I 1649 foreslog Hans Mikkelsen Ravn, at man oprettede et selskab for røgt og pleje af det danske sprog. Det var dengang især fransk, der trængte sig på, og den lærde magister fandt det nødvendigt med drastiske midler, hvis man til efterkommerne skulle kunne overlevere et sprog, der var »rent, strålende, særpræget, uantastet, fornemt og rigt«.

Selskabet forblev vistnok en tanke, men det kan ikke være gået så galt med sproget endda, for helt op i vor tid kan man finde folk, der på lignende måde slår til lyd for, at man må sætte hårdt ind for at bevare netop det danske, man talte i forgårs.

Jørn Lund stikker ikke fast i den sproglige førnutid, men han kender sit sprogs historie og deler generøst ud af sin viden i denne lille bog, hvor han gennemgår en række facetter af vort fascinerende sprog. For eksempel om dialekterne, der udtyndes for hver generation. Formentlig ikke for helt at forsvinde, men for at smelte sammen i det, der kaldes regionalsprog, og som må opfattes som en ny slags dialekt, der koncentreres om de store byer. Og om ændringerne af rigsmålets udtale, der medfører, at der opstår nye problemer i forhold til retstavning, når man ikke længere kan høre forskel på ret og rat. Det lyder skrammende! Også andre forskydninger i sprogbrugen kommer under behandling: Særskrivning, altså den engelskinfluerede (eller skulle jeg skrive engelsk influerede?) tendens til at skrive sammensatte ord hver for sig, samt ændret brug af præpositioner: vi vurderer i stigende grad på noget, uden at vi er bevidste på det. Og Lund har godt blik for brug af klicheer samt den sproglige inflation, der demonstreres, når en sportsjournalist beskriver et uventet resultat i tredje division som historisk.

Sådanne adjektiver må reserveres større sammenhænge. Som selve vort sprog, hvis historie vi også får gennemgået i denne glimrende bog.