Denne udgivelse af 'Sproglæreren' er et temanummer om jul. Derfor er bladets normale koncept (se tidligere anmeldelse af 'Sproglæreren' 5 - november 2001) afveget, da praksissiderne dominerer.
Bladets leder informerer om bladets nye tiltag og dannelsen af den nye redaktionsgruppe. Hovedartiklen i afsnittet 'Sprog- og kulturpædagogik' er skrevet af Peter Olaf Looms, seniorkonsulent i DR-Interaktiv, og drejer sig om medieudviklingen og dens betydning for fremmedsprog. I artiklen konkluderer forfatteren, at det er engelsklærerne, der fortsat får størst fordel af medieudviklingen. For tysk og fransks vedkommende giver medieudviklingen nogle nye kilder til autentisk materiale, der kan inddrages i undervisningen. Alt i alt kan sproglærerne uanset sprog med fordel bygge videre på elevernes ikt- forudsætninger og fritidsinteresser.
Bladets vigtigste omdrejningspunkt er temaet jul, hvor Bente Veileborg, fremmedsprogskonsulent på Frederiksborg Amtscenter for Undervisning, har udarbejdet diverse parallelle julematerialer til både engelsk, tysk og fransk. Praksissiderne indeholder mange forskellige interessante og motiverende juleopgaver, for eksempel jul på internettet, fup eller fakta-opgaver, pyntning af juletræ med fokus på ordforråd, julelotteri, gæt og grimasser, diverse gættelege, julealfabet, juledigte, skattejagt samt et tysk julespil. Målgruppen er fortrinsvis 7.-9. klasse.
Bladet afsluttes med kursuskalender og anmeldelse af diverse materialer. Som skrevet i den tidligere anmeldelse finder jeg det meget vigtigt, at bladet indeholder artikler og informationer om den løbende fremmedsprogsdebat, men et par temanumre om året med fokus på den praktiske gennemførelse af undervisningen er også et fint tilbud til lærerne, da det giver mulighed for en hurtig praktisk saltvandsindsprøjning.
Det vil være en god ide at gemme dette temanummer, da julen som bekendt vender tilbage år efter år.
Sproglæreren 6/2001 - december
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.