Materialet er til indskolingen og har til hensigt at fæstne allerede lært stof og at skabe fortsat motivation til at arbejde med faget. Gennem spil og lege, som er udvalgt ud fra teorien om de mange intelligenser, leger børnene sig gennem gentagelser og variationer af det kendte stof.
I hæftet indleder forfatteren med en gennemgang af Howard Gardners teorier set i forhold til faget dansk og i forhold til alternativ læring. Derefter følger en generel lærervejledning med forklaring på spillene og anvisninger på, hvordan de bedst kan produceres ud fra forlæggene. Hæftet giver illustrative vejledninger til de enkelte spil og angiver, hvordan de skal ses i forhold til de mange intelligenser. Den sidste halvdel af "Alternativ Læring" indeholder kopisider til brug for spillene, lige til at gå til.
Forfatteren til materialet, Christian Svane, angiver at have savnet motiverende materialer til ikke-boglige aktiviteter i sin egen undervisning og har derfor set sig nødsaget til at producere tingene selv. Jeg har ikke konstateret denne mangel på materialer.
En anden faktor, der undrer mig og irriterer mig, er, at de første sider i hæfter med det teoretiske stof er fyldt med sproglige fejl som manglende nutids-r, anvendelse af "ligger" i stedet for "lægger" og så videre. Hvis jeg skal have tillid til et materiale til dansk, så skal der være styr på retskrivning og formulering.
Endelig forstår jeg ikke, hvorfor man i kopiarkene har valgt at lade alle de enkeltord, som eleverne skal have fæstnet, begynde med stort bogstav. Det typiske er, at ord står i sammenhæng, og det er først og fremmest sådan, de skal genkendes. På positivsiden tæller det, at hæftet rummer mange gode og sjove lege, hvoraf nogle er nytænkende.
Min konklusion bliver, at materialet på trods af ovenfor anførte betænkeligheder er brugbart i praksis.
Spil og lege til begynderdansk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.