Professor Niels Egelund, Danmarks Lærerhøjskole, blev i dagbladet Aktuelt i sidste uge citeret for at sige, at specialundervisningen har spillet fallit. Det mener han ikke.
'Det eneste, jeg har sagt, er, at specialundervisningen trænger til en ny betegnelse, og at den almindelige lærer trænger til at få bedre vilkår til at gennemføre differentieret undervisning', siger Niels Egelund.
Specialundervisning bør omdøbes, fordi den nuværende betegnelse sætter den enkelte elevs problemer i fokus. I stedet bør det fremhæves, at der er tale om undervisning, der dækker individuelle behov.
'I England hedder det 'special needs education'. På samme måde bør den danske betegnelse lægge vægt på, at der er tale om undervisningstilbud, der er kvalitativt anderledes end den øvrige undervisning. Derfor bør den ikke kaldes specialundervisning'.
Niels Egelund mener, at differentieret undervisning er umulig at gennemføre med de klassestørrelser, der er i dagens folkeskole. Der er behov for, at den almindelige lærer en gang imellem har hold med kun to, tre eller fire elever.
'Det er der behov for, men det har ikke noget med specialundervisning at gøre', siger Niels Egelund.
Specialundervisning har ikke spillet fallit
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.