Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Specialundervisning for voksne har brug for reklame

De færreste ved, hvad kompenserende specialundervisning for voksne går ud på, og når borgere har brug for den, har de svært ved at finde ud af, hvor de skal gå hen. Lav en reklamekampagne for undervisningsformen, lød opfordringen på konference.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
3. november 2010, kl. 08:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Ideen blev lanceret af Anne-Marie Hannberg, der er formand for handicap- og specialundervisningsudvalget i Dansk Oplysningsforbund, DOF.

"Der hersker ikke tvivl om, at stram økonomi og manglende viden er en farlig cocktail for den kompenserende specialundervisning. Samtidig er det yderst svært for borgerne at finde ud af, hvor de skal henvende sig, når de har behov for specialundervisning. Vi mangler en brugervejledning, for eksempel fra Undervisningsministeriet", sagde Anne-Marie Hannberg i sit oplæg på konferencen om specialundervisning for voksne i sidste uge.

Den kompenserende specialundervisning har haft det svært mange steder, siden kommunerne overtog ansvaret for den i 2007. Kommunerne mangler viden på området, og det skulle konferencen være med til at rette op på.

Vi uddør, hvis der ikke sker noget

Anne-Marie Hannberg forestillede sig en pjece med konkrete eksempler på specialundervisning og med borgere og sagsbehandlere som målgruppe. Den ide købte flere af deltagerne i den efterfølgende paneldebat.

"I vores gruppe er vi helt enige i forslaget om, at Undervisningsministeriet og eventuelt KL får lavet en borgervejledning, hvor det også fremgår, hvad folk har ret til af undervisning. Vi skal synliggøre specialundervisningens værdi gennem succeshistorier", lød det fra en gruppetalsmand.

Meldingen var den samme fra en anden gruppe:

"Vi uddør, hvis der ikke sker noget. Det er allerede ved at ske i nogle kommuner. Én ting er at oplyse fagfolk i kommunerne gennem konferencer som denne, men vi har brug for en oplysningskampagne på landsplan, for eksempel på tv som en slags reklame for området. Vi er enige i gruppen om, at vi her fra konferencen bør sende et signal om det behov til Undervisningsministeriet".

Også en tredje gruppe lovpriste ideen med øget markedsføring. Det er dog ikke så lige til, mente en mandlig deltager:

"Vi kan løse noget af problemstillingen gennem information, men voksenundervisningen er en utrolig kompliceret størrelse, så der skal mere til".

Behov for en national diskussion

Det var Leif Sort fra hovedstyrelsen i DLF enig i.

"Vi må ikke tro, at vi kan øge tilgangen til undervisningen ved hjælp af oplysning. Mange borgere med brug for kompenserende specialundervisning kan ikke læse. Derfor har vi brug for at skabe en kultur, hvor de medarbejdere, der er i kontakt med borgerne, kender mulighederne", sagde han.

Det er ikke nok at overlade området til en enkelt medarbejder i kommunen, tilføjede han.

"Vi skal sikre kommunerne kendskab til specialundervisningen, så de ved, at det er et tilbud, der kan give folk nye handlemuligheder. Det er der ikke ret mange andre tilbud, der gør. Derfor har vi brug for en national diskussion om, hvad kompenserende specialundervisning kan".

Mangfoldigheden af behov er med til at få kommunerne til at give op, mente konsulent Rigmor Lond fra KL.

"Der er rigtig mange forskellige målgrupper og ydelser, og borgerne har vidt forskellige behov. Nogle har brug for ganske korte undervisningsforløb, mens andre måske har brug for forløb over flere år, og undervisningen foregår på mange forskellige institutioner. Men selv om vi har haft en reform, er der ikke blevet færre med behov for specialundervisning", fastslog Rigmor Lond og lovede, at KL vil overveje ideen om en borgervejledning.

Bag konferencen i Middelfart stod Interessentforum - specialundervisning for voksne, der består af KL, DLF, Skolelederforeningen, Dansk Oplysningsforbund, Danske Handicaporganisationer og et par skoleledere.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Specialundervisning for voksne har brug for reklame

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS