Begge skoler ligger i dag fordelt på tre matrikler, og kun dele af skolerne flytter sammen i Gundsømagle nordøst for Roskilde. Fra Fjordskolen kommer to afdelinger for børn med henholdsvis ADHD og autisme, mens Center for Specialundervisning, CSU, bidrager med sin ungdomsafdeling og en dag- og aftenklub.
Fælles ledelse giver de bedste muligheder for at optimere blandt andet lokaler og administration på tværs af afdelingerne, lyder kommunens begrundelse for, at skolerne skal flytte sammen. Men der bliver ikke tale om en egentlig sammenlægning, understreger CSU's forstander, Eskild Petersen, der er udset til at være leder af den nye enhed.
"Der er tale om en fysisk omplacering, hvor vi forsøger at udnytte stordriftsfordelene ved et fælles sekretariat. Hvis det giver mening, kan vi også finde fælles pædagogiske løsninger som at invitere en oplægsholder til at fortælle om for eksempel LP-modellen", siger Eskild Petersen.
CSU værner om ungdomsmiljøet
Meningen er ikke, at børnene og de unge, der tager en STU-uddannelse hos CSU, skal blandes. Tværtimod.
"Vi er meget opmærksomme på at bevare et ungdomsmiljø, fordi vi kan se, at mange af de unge vokser mentalt, når de ikke længere opfattes som børn. Derfor værner vi om vores ungdomskultur", siger Eskild Petersen.
Ungdomsskolen og en af Fjordskolens afdelinger bor i princippet allerede sammen, da de deler en matrikel. Men personalet kender ikke hinanden.
"Vi er helt adskilte, og nogle af vores unge er bange for børnene, fordi de støjer og har knald på. Al den uro kan vores ikke tåle. Vi har i det hele taget et meget stort spekter af unge. Nogle er så udviklingsforstyrrede, at de ikke kan spise selv, mens andre har udsigt til et beskyttet job", siger Eskild Petersen.
Omvendt har Fjordskolens elever svært ved at identificere sig med alle unge på STU, fremhæver Fjordskolens skoleleder, Mette Bornemann.
"Eleverne i vores to afdelinger, der skal flytte til Gundsømagle, er normalt begavede, men har ADHD og udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret. De har svært ved at se sig selv som udviklingshæmmede, hvilket de heller ikke er. De er opmærksomhedsforstyrrede, så i byggeudvalget har vi sørget for at skille børn og unge ad i hvert sit miljø", siger hun.
Lederen skal administrere en række lovgivninger
De to skoleformer hører under forskellige lovgivninger. At Eskild Petersen bliver leder af både børn og unge betyder, at han skal agere under flere lovgivninger. Det er der ikke noget nyt i.
"STU berøres af en række lovgivninger, så det er jeg vant til. Det nye bliver, at medarbejderne er organiseret i flere fagforeninger, men jeg gætter på, at vi løser det ved, at hver faggruppe vælger en tillidsrepræsentant", siger Eskild Petersen.
Ifølge lovgivningen skal børneskolen have sin egen skolebestyrelse, og det får den også.
"Skolerne kan ikke fusionere totalt, for de styres af forskellige lovgivninger. Men det bliver en klar fordel, at bygninger og administration skal styres af én leder, samtidig med at de to afdelingsledere fra Fjordskolen følger med lærere og elever til Gundsømagle. De er dygtige til at planlægge det, de skal", siger Mette Bornemann, der ikke selv skal følge med sine afdelinger.
Kommunikationsafdeling fortsætter som selvstændig enhed
Den kontroversielle og fallerede forretningsmand Erik Skov Pedersen, der er gift med De Konservatives Henriette Kjær købte for et par år siden rådhuset i Gundsømagle. Men det viste sig, at han ikke havde penge til det, og handlen gik tilbage.
"Det er ingen hemmelighed, at vores sammenflytning er initieret af, at Roskilde Kommune vil udnytte sine ejendomme, og den mener vist, at det er nemmere at sælge vores nuværende bygninger, som har en mere central beliggenhed", siger Eskild Petersen.
CSU's kommunikationsafdeling, der varetager specialundervisningen for voksne, fortsætter som en selvstændig afdeling i Roskilde med Eskild Petersen som leder. Imens skilles Fjordskolens Lysholmafdeling ud som en selvstændig skole med egen leder.
Afdelingen underviser børn med multiple funktionsnedsættelser og generelle indlæringsvanskeligheder, og Roskilde Kommune vurderer, at budget og personale har en størrelse, der gør, at den bør være selvstændig.
Specialskole for børn flytter sammen med unge på STU
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.