Specialpædagogisk tidsskrift har svært ved at få lærere til at dele ud af deres viden

Mette Friderichsen, der er ansvarshavende redaktør af Tidsskriftet Specialpædagogik, har skrevet masterprojektet Specialpædagogik, de lærerprofessionelle og Tidsskriftet Specialpædagogik. Hun har blandt andet kategoriseret tidsskriftets indhold fra 2006 til i dag, og det viser sig, at der over den tiårige periode har været bragt meget få artikler om specialundervisning for henholdsvis voksne og udviklingshæmmede.

"Vi har ikke modtaget ret mange artikler på de to områder, og vi har heller ikke selv har været gode til at være opsøgende. Så det er to emner, vi vil forsøge at dække bedre", lover Mette Friderichsen.

Voksenundervisere har blikket rettet mod andre områder

Redaktionens fem medlemmer får et honorar for opgaven, men de passer tidsskriftet ved siden af deres egentlige job, og når de skal skaffe skribenter, er de afhængige af deres netværk, forklarer Mette Friderichsen, der er talehørekonsulent i PPR i Odsherred Kommune.

Specialpædagogisk tidsskrift har store forventninger til sin nye hjemmeside

Samtidig adskiller voksenområdet sig fra specialundervisningen for børn ved, at det har sin egen lovgivning. Men ofte er det sygehuse, for eksempel audiologiske afdelinger, og jobcentre, som visiterer til kompenserende specialundervisning. Dermed er undervisningen forbundet med andre lovgivninger."Vi har tidligere haft et redaktionsmedlem fra voksenspecialundervisningen. Det har vi ikke lige i øjeblikket, og vi har ikke mange kontakter til området i vores egne netværk".

"Voksne har ofte andre udfordringer med at leve deres liv end det, speciallæreren skal kompensere for. Derfor har underviserne også blikket rettet mod andre områder end de specialpædagogisk didaktiske", vurderer Mette Friderichsen og tilføjer, at der heller ikke forskes ikke ret meget i voksenområdet.

"Der sker rigtig meget inden for teknologisk kompensation, men specialundervisning for voksne er et meget broget område, og organisatorisk er der ikke faglig kontakt mellem de forskellige grene".

En ære at skrive i Specialpædagogik

Det handler ikke kun om at finde lærere og undervisere med en interessant viden. Redaktionen skal også overbevise dem om, at det er en god ide at bruge tid på at skrive en artikel til tidsskriftet.

• "Jeg har altid en indstilling til, at når fagpersoner eller professionelle i en eller anden forstand sætter sig ned og bruger tid på at lave noget research eller noget bestemt og publicerer det, så tror jeg, at man har mulighed for at blive oplyst på en eller anden måde. Enten finder man ud af, at man ikke kan bruge det til noget, eller også finder man ud af noget nyt, eller også finder man ud af, at det der er i forvejen, det er meget godt, men altså jeg tror man finder ud af noget mere ved at læse noget mere, ved at blive oplyst".
• Michael, 25 år og lærer på en specialskole i Mette Friderichsens master

"Det er et stort arbejde, når man ikke er vant til at skrive, og selv om vi spørger, har vi svært ved at få folk til at medvirke. Vi vil gerne orientere os mod praksis, men når lærere kommer hjem efter en lang arbejdsdag, skal der gå på mod til at pille tid ud til at skrive", siger Mette Friderichsen.

Hun har ikke budget til at kunne lokke med et honorar. Derfor består 'lønnen' i æren og fire eksemplarer af tidsskriftet.

"Det skal være ærefuldt at få en artikel i Specialpædagogik, men vi skal være mere tydelige med, at vi gerne understøtter og vejleder vores forfattere i skriveprocessen", siger redaktøren.

Psykologer er vant til at sætte sig ved tasterne

Mette Friderichsen har nogenlunde samme forklaring på, hvorfor det kniber med artikler om udviklingshæmmede.

"Det kommer ikke af sig selv. Når jeg møder lærere på konferencer, som fortæller noget spændende fra deres undervisning, opfordrer jeg dem til at skrive om det. Men selv om vi mailer om det bagefter, kommer der ikke rigtig noget ud af det".

Det er nemmere at få for eksempel psykologer til at skrive i tidsskriftet, fordi de er vant til at skrive, for eksempel når de afrapporterer om elever. Derfor er de lettere at få til tasterne, vurderer Mette Friderichsen.

"Vi havde for nyligt en artikel om hukommelsestræning for dårligt begavede elever på opholdssteder. Den er skrevet af en psykolog, som er særligt optaget af den elevgruppe. Vi har mange artikler af forskere og eksperter, men vi mangler praktikere".

Professionshøjskoler spotter potentielle skribenter

De praktikere, som optræder i tidsskriftet, er typisk i gang med at videreuddanne sig. For eksempel bragte tidsskriftet for nylig en artikel om læseundervisning af elever i specialklasser, som en læsevejleder har skrevet med afsæt i sit speciale.

"Lærere er ofte interesseret i at komme ud med deres speciale, og her er vi en lille magnet på det specialpædagogiske felt. Nogle bliver også 'opdaget' af underviserne på professionshøjskolerne, som opfordrer de studerende til at skrive en artikel til os", fortæller Mette Friderichsen og forudser, at skribenterne fortsat vil være kommende teoretikere suppleret med praktikere i ny og næ.

"Vi skal ikke sætte det som mål, at vi skal have fem artikler af praktikere om året, for vi har ikke kapacitet til at finde dem og derefter støtte dem i at skrive. Men vi skal blive bedre til at styrke artiklerne sprogligt og til at få teoretikerne til at skrive praksisnært. Og så skal vi som sagt forsøge at bringe noget fra de områder, vi ikke dækker så godt i dag", siger redaktøren.

Mette Friderichsen har endnu ikke lagt sin master ud til offentligheden. Hun vil linke til den, når hun på et tidspunkt skriver et indlæg om sine resultater på sin blog her på folkeskolen.dk.

Du kan læse forfattervejledningen til Tidsskriftet Specialpædagogik via dette link: