"Den aktuelle politiske styring af folkeskolen er baseret på outputstyring; på en styring, hvor der er et fokus på at kontrollere elevernes output af undervisningen", lyder det i cand. pæd. soc. og lærer Helle Gammelgaards indlæg på folkeskolen.dk, hvor hun sammenfatter pointer fra sit speciale på DPU.
Helle Gammelgaard har analyseret folketingsdebatten mellem forligsparterne og oppositionen i forbindelse med vedtagelsen af folkeskoleforliget foråret 2006, og hun er ikke i tvivl om, at indførslen af nationale test, skriftlige elevplaner, nationale præstationsprofiler og kvalitetsrapporter er tegn på en overstyring af folkeskoleområdet baseret på kontrol. Hun mener, at politikerne styrer folkeskolen på områder, hvor folkeskolen burde være selvstyrende.
Alternativ styring
Specialet indholder også et bud på et alternativt styringprogram, som på en gang anerkender det politiske systems behov for at styre folkeskolen gennem evaluering og lærernes behov for et professionelt råderum.
"Tilliden kommer til udtryk ved, at politikerne angiver rammerne for folkeskolen uden at styre i detaljer. Det giver den enkelte lærer det nødvendige råderum i form af en metodefrihed til eksempelvis selv at vælge, hvilken test han/hun vil anvende i evalueringen af undervisningen, og til at vurdere om der er et behov for en skriftlig elevplan. Dette tillidselement giver samlet set læreren et rum til at planlægge en differentieret undervisning, hvilket er et krav ifølge folkeskoleloven", lyder det fra Helle Gammelgaard, som også sidder i bestyrelsen af tænketanken Sophia.
Evaluering på uddannelsens præmisser
Helle Gammelgaard anbefaler ikke, at evalueringskulturen skal stoppes. Men hun mener, at den nuværende politiske logiske evaluring af folkeskolen skal afløses af en uddannelses logisk evaluering. Hun foreslår for eksempel, at man i stedet for at sammenligne, hvordan skolerne ligger i forhold til hinanden i forhold til testresultater, laver en evaluering af, hvordan eleverne udvikler sig i forhold til de konkrete faglige og sociale mål, som den enkelte lærere opstiller ud fra folkeskolens overordnede mål.
"Denne uddannelses logiske evaluering kan eksempelvis ske gennem anvendelse af eksisterende diagnostiske test samt gennem observation af, hvordan eleverne samarbejder. Politikerne og resten af omverden kan få en indsigt i lærernes metodefrihed - i folkeskolens selvstyre - ved at den uddannelsers logiske evaluering offentliggøres via eksempelvis skolernes intranet og i store træk gøres offentligt tilgængeligt", lyder det fra Helle Gammelgaard.
Hun understreger, at denne ændring ikke vil kræve ekstra resurser, da der er tale om at omfordele de resurser, der i dag går til kommunernes arbejde med kvalitetsrapport og Skolestyrelsens levarandør Cowis arbejde med de nationale test til den enkelte skole.
Speciale: Behov for ny styring af folkeskolen baseret på tillid
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.