Sønner

Lærerne får sig en smøg med de 15-årige elever på efterskolen. Rigtigt handlingen udspiller sig i slutningen af 1960erne, hvor vi følger de to unge drenge, Ole og Henrik, som er vokset op henholdsvis i samfundets bund og top. En bog om unge til unge? Nej den er ikke at anbefale til den unge læser, den ville ganske enkelt falde tungt ud af hænderne på en storgabende 8.- 10.-klasse-elev, fordi sproget og fortællestilen er for utidssvarende og gammeldags.

Det er dog på ingen måde et uinteressant spørgsmål, skolemanden og samfundsdebattøren Asger Baunsbak-Jensen stiller i sin fiktion. Hvem bærer den tungeste sociale arv? Er det Ole eller Henrik? Ole vokser op i et landarbejderhjem i en resursesvag familie. Moren er lettere retarderet og ude af stand til at passe hjemmet og opdrage de fem børn, faren er syg og mentalt fraværende. Ole er godt begavet, og med støtte fra sognerådet bliver han sendt på efterskole, hvor han møder den svagtbegavede Henrik med en karriere-advokat til far og en medicinsk forsker til mor. Forældrene er følelsesmæssigt umodne og ude af stand til at se Henrik, som den han er. De to unge fyre tørner sammen som værelseskammerater på efterskolen. Her møder de udfordringer og fristelser, men mest fylder drengenes indre konflikter betinget af opvækst og social arv.

Genren er socialrealisme, så det batter. Det er lige før, læseren må holde sig for næsen og øjnene, når skildringen går på Oles hjem, hvor fattigdommen og armoden bliver penslet ud i alle detaljer. Eller hjemme hos Henrik i overklassemiljøet, hvor portrættet af faren står klart og stærkt.

Men fortællekunst er andet og mere end afspejling. Vi har her at gøre med en alvidende fortæller, som irriterer læseren med sin autoritet og insisteren. For lidt er overladt til læseren, når fortælleren for tit blander sig og konkluderer.

Som læser er man klar over, at forfatteren har både indsigt og engagement i sit stofområde, det er unødvendigt også at ville overbevise læseren om det i formen.