"The Sad Snail Sandy" består af en elevbog og et kopimateriale til læreren. Elevbogen, som indeholder to niveauer af samme fortælling, er beregnet til mellemtrinnet. Intentionen med de to niveauer er at skabe mulighed for fælles tekstafsæt og fokus, samtidig med at man kan tage højde for elevernes forskellige læseniveauer. Den ide er god og lykkes rigtig fint på indholdssiden i teksterne. Det er desuden relevant og gennemtænkt, når sproget i niveau to foldes ud ved brug af både synonymer, tilføjelse af ord eller tekst. Kernehistorien fastholdes.
Niveauet i den lette version passer fint med det, man vil kunne forvente i 3.-4. klasse. Niveauet i version to vil i højere grad matche elever i 5. klasse.
Der, hvor sporet ikke er konsekvent, og det bliver vanskeligt at bevare det tilsigtede fælles fokus, er i forhold til de opgaver, der er på hvert opslag. Flere af opgaverne i version et synes meningsløse og giver slet ikke mulighed for, at eleverne kan arbejde fælles med teksten efter at have læst den ene eller den anden version. Så det, der lykkes på tekstniveau, kræver en lærerbearbejdning på opgaveniveau, hvis klassen skal tage fat på det interessante i denne tekst: temaet venskab. Det kan nemlig sagtens gøres på mange niveauer, og faktisk gives der hjælp i begge tekstens niveauer til at kunne formulere noget om venskab. Opgaverne på niveau to peger i det store hele ind i et arbejde med venskabstemaet, så læreren kan skele til dem i sit eget arbejde med at didaktisere materialet til de mere udfordrede elever.
Til materialet hører et kopimateriale til læreren med ekstraopgaver. I disse er der meget fokus på oplæg, hvor eleverne skal skrive for eksempel dialoger eller egen version af Sandy. Der lægges op til at skrive, før man fortæller. På 3.-5. klassetrin vil de færreste nok fokusere så meget på det skriftlige, og eleverne har ikke nødvendigvis ordforrådet til arbejdet med opgaverne.
Nogle af opgavesiderne lægger op til at fokusere på årstiderne, dyr med videre. Hverken særlig indlysende, understøttet af tekstens ordforråd eller interessant i forlængelse af en god historie med et vægtigt tema.
Et oplæg, der fungerer, er "Character Mix", der, især i differentieringsideen, er oplagt i forhold til at tage fat på historiens og hovedtemaets vigtige adjektiver. Dem har man brug for, når man skal beskrive kvaliteter ved og betydningen af at have en ven. I nogle af opgaverne kan man risikere at komme meget tæt på eleverne, og man skal virkelig vide, hvad man sætter i gang. Det er, som om forfatteren har en mission, hvor perspektiverne ikke er tænkt til ende.
Elevbogen kan bestemt være udgangspunkt for en god læseoplevelse, og der er relevant didaktisering til elevernes arbejde med teksten i version to. Men læreren skal stadig på arbejde for at skabe sammenhængskraft i elevgruppens arbejde med tekstens hovedtema, som man bør have modet til at holde fast i.
Snegl søger ven
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.