Smeden, drengen og den smækre prins

Jo mere fritid vi får, des mere travlt har vi. Dengang, den almindelige arbejdsnorm var 48 ugentlige timer fordelt på seks dage i 50 uger om året, talte ingen om 'ræs' og 'stress'. Det er begreber, som hører fritidssamfundet til på samme måde som mikrobølgeovne, cd-spillere og tv'ets fjernkontrol. Der er så meget, vi skal nå at følge og være med i. Derfor er de første krav til hjælpemidlerne, at de skal gøre tingene hurtigere og nemmere.

Vi har alt for travlt til at opsøge kilderne, så vi modtager det meste af vores viden på anden eller tredje hånd - sorteret, tilberedt og serveret i små, nemme portioner, som hurtigt kan sættes til livs. Hvorfor bruge en forfærdelig masse tid på at gnave sig gennem Kierkegaard, når Møllehave eller Thielst kan servere ham i appetitlige portionsanretninger?

Vi zapper os til en vældig mængde information. At den er overfladisk, bekymrer os ikke synderligt. Vi har jo fritidssamfundets klippefaste tro på, at det er vigtigere at kunne søge viden end at besidde den. Dannelsesidealet er beherskelse af IT, som er en forkortelse for informationsteknologi og derfor noget helt andet end det 'it', der tidligere udmærkede specielt fængslende personer af hunkøn. At det, vi henter ind via IT, oftest er anden- eller tredjehånds, bekymrer os heller ikke. Derved sætter Det Omtrent Korrekte og Det Næsten Helt Rigtige mere og mere deres præg på den måde, vi kommunikerer.

Det er ikke mange dage siden, at en ret velkendt fagforeningsmand indigneret belærte en radiojournalist om, at hun ikke skulle 'rette smed for bager'. Om det var af høflighed, ved jeg ikke, men journalisten afholdt sig fra at minde sin gæst om, at det faktisk er helt rimeligt at lade det gå ud over smeden. Ifølge Wessel er det ligegodt ham, ikke den arme bager, som har begået ugerningen.

En anden af IT-epokens populære skikkelser er den lille græsrod, som siger: 'Men han har jo ikke Noget paa!' Han omtales næsten konsekvent som 'den lille dreng i Kejserens Nye Klæder' - og det uanset at Andersen i ligestillingens ånd skriver: '. . . sagde et lille Barn'. Burde han måske af hensyn til korrekt indkodning have skrevet 'et lille Barn M/K'?

Jo større et arbejde, en kilde kræver, des mere fristende bliver det at forlade sig på IT. Fra tv ved vi jo alle, at Shakespeares Hamlet er en smækker, lidt anæmisk yngling, og behøver derfor ikke selv at læse sidste akts sidste scene, hvor Hamlet fægter med Laertes. Lidt inde i kampen udbryder dronningen: 'He is fat, and scant of breath. Here, Hamlet, take my napkin, rub thy brows . . .'. Vi må vel have lov til at tro, at hun ved, hvordan hendes egen søn ser ud; men andenhånds tolkninger har så fast et tag i instruktører og publikum, at vi nok aldrig får den fede, opkogte og prustende prins at se.

Selma Lagerlöf har sagt, at kultur er det, der bliver tilbage, når man har glemt alt det, man har lært. I hendes forstand må vi være godt på vej imod et højdepunkt i den vestlige kulturs historie. Havde Hartvig Frisch haft hendes klarsyn, havde han nok ændret sin velkendte kulturdefinition til: Kultur er Uvaner.

Niels Holst er lærer

og indretningsarkitekt.