Slut med selvgodhed

'Tidligere forsikrede vi hinanden om, at vi havde verdens bedste uddannelsessystem, men den holdt ikke. Vi blev taget grundigt i lære, og vores selvgodhed fik alvorlige ridser i lakken efter offentliggørelsen af de internationale undersøgelser', siger direktør Lars-Henrik Schmidt til bladet Frie Grundskoler.

'Mange pædagoger og lærere forklejner de dårlige testresultater (. . .) Det, disse kritikere i virkeligheden gerne vil have, er en international sammenligning i disciplinen 'danskhed', for dén tror de, de kan vinde. Men jeg er slet ikke sikker på, at vi kan; jeg tror, at eleverne i mange andre lande er lige så sociale, ansvarlige, problembevidste, engagerede og så videre, som vores er', siger direktøren for Danmarks Pædagogiske Institut.