Sløjd

En sund sjæl i et sundt legeme har været pædagogikkens og skolens dobbelte mål lige siden de gamle romere. Skolen skulle opdrage både forstanden og kroppen ved at lære barnet sunde vaner og gymnastiske øvelser, og i løbet af 1800-tallet var der da også pædagoger, der mente, at fysisk aktive børn lettere tilegnede sig den boglige viden. Det gjaldt ikke kun den forfriskende virkning ved et frikvarter med leg og frisk luft, men også det samarbejde mellem krop og sjæl, som praktiske fag krævede. Det var dog ikke det obligatoriske fag håndarbejde, der kun var forbeholdt piger, pædagogerne her tænkte på, men det nye og pædagogisk lovende fag sløjd.

Der er sikkert mange elever, der ikke ved, hvad ordet sløjddækker. Det er ligesom undervisningen i sløjd i fare for at blivehistorisk. Vi har lånt ordet fra svensk, hvad der ikke kan undre, ibetragtning af at fagets indførelse var inspireret af erfaringerfra Sverige og Finland.

Selv lærte jeg meget af årene med sløjd på skemaet, selv om jegikke blev ret dygtig til det. Jeg lærte blandt andet, at nogle afde kammerater, som ikke var ret gode til de boglige fag, kunne havesærlige talenter i de praktiske fag. Gert fra min klasse hørte ikketil de dygtige, men han var fænomenal til sløjd, og jeg beundredeham vildt. Mine egne sømkasser og fuglebure var ret mislykkede.

Vi skulle i begyndelsen save i takt, og mens man i gymnastiktalte ét-to-(tre-fire), talte man, når savene skulle i sving, irækkefølgen to-ét: et forsigtigt skub fremad med saven under to, også en kraftig savebevægelse under ét. Det stod jeg så og funderedeover. Pigerne i klassen havde i stedet hjemkundskab, som i datidensslang oftest blev kaldt frikadellesløjd; det ord er vist ogsåblevet pensioneret slang.

I artiklen til venstre for denne kan man læse skolebestyrer EmilSlomanns opfattelse af sløjdundervisningen: »Det er Sløjdenssærlige Evne, at den tilfredsstiller Børnenes naturligeFrembringelseslyst …«. Det sidste ord bruges ikke mere iskolesammenhæng. Man taler om kreative og praktiske fag, og førordet frembringelseslyst kunne man bruge ordet vindskibelighed, sombetegnede virketrang, initiativrigdom og lignende. Den førstelæsebog i faget dansk i latinskolen havde et helt afsnit medhistorier om vindskibelighed. Bogen hed »Store og gode Handlingeraf Danske, Norske og Holstenere« (1777), og der var i hvert faldikke tænkt på sløjdundervisning.

Sløjd var udbredt i Finland og i Sverige, hvor mange danske lærere fik inspiration og tog fagets metoder til sig. I Danmark var initiativtageren til udbredelsen af sløjd først og fremmest skoleforstander Aksel Mikkelsen. Hans ideer om sløjdens positive pædagogiske virkninger blev begejstret modtaget af pædagogisk progressive lærere, og i midten af 1880'erne grundlagde de Dansk Sløjdforening, og Mikkelsen åbnede en sløjdlærerskole på Frederiksberg.

Mikkelsen udviklede systemet Dansk Skolesløjd, der hvilede på bestemte principper. Værktøjet skulle bruges korrekt og tilpasses børn i størrelse og udformning. Alle elever skulle lave de samme genstande og i samme rækkefølge – man startede helt simpelt med at skære en blomsterpind og endte med at bygge en knivkasse. Selve produktet var i princippet ligegyldigt. Det var processen, der havde den pædagogiske effekt.

Især private skoler og byskoler tog sløjden ind som et frisk pædagogisk pust, og eleverne satte også pris på faget, der gav afveksling fra den stillesiddende undervisning. Privatskolebestyreren Emil Slomann havde sløjd på skemaet med op til 14 ugentlige timer i sin skole på Frederiksberg, og han mente, at sløjd gav børnenes virketrang et naturligt afløb: »Det er sløjdens særlige evne, at den tilfredsstiller børnenes naturlige frembringelseslyst, som ellers er hjemløs i skolen«.