Skyggeringen

12-årige Henri er født allehelgensdag 1853, akkurat den dag, hvor de særlige piletræer kom til . nåja, schh! Det er jo ikke alle og enhver, der skal vide, hvor de vokser, for der holder hegnstroldene til. Og de er ret efterstræbte af skumle fjender. For hvis ikke de var der til at passe på de farvede krystaller, der er hentet under Bloksbjerg, er det ikke godt at vide, hvordan det skulle gå.

Nå, nu gør jeg det vist lovlig indviklet, men det har jeg tilfælles med forfatteren. Logikken i historien er god nok, men mylderet af personer ville have haft godt af en oversigtstavle på omslaget, et resume af første del af historien eller bare lidt flere af de fodnoter, som i bind et både lettede orienteringen og overbeviste om, at det ikke er nogen tilfældighed, at forfatteren har valgt at debutere med en trilogi.

Altså: En forrygende historie med et vidunderligt miks af helt originale indfald og suverænt genretro krostue-, sørøver-, troldmands- og magikerhistorier tilsat sød og traditionel dreng møder pige-motiv.

Det eneste, der taler mod at gøre bogen til sæsonens højtlæsningsbog for mellemtrinet, er cliffhangerslutningen. For når forfatteren skal levnes tid til at passe sit arbejde som naturvidenskabelig forsker i England, vil de fleste nuværende børn på mellemtrinet være gået ud af skolen, før de får slutningen.

Men prøv alligevel. Og rigtig god fornøjelse.