- en vej til læsning over sammenhængende skrift
Af Pia Kelly
Lærervejledning, 67 sider, de 30 er kopiark,
196 kroner
Elevhefte 1, 25 sider, 25 kroner
Hefte 2, 40 sider, 28 kroner
Åløkke, telefon 7567 1119
En vej til læsning . . .? Tja, for enkelte børn. Da hvert barn kommer til læsning ad sin vej, så kan man nok kun regne med de piger, der er gode til at gå i skole. For mange drenge er der for meget tegneklippeklisteri.
Materialet er tænkt som forløber for læsebogen, og det kan bestemt blive en lystbetonet og varieret undervisning i den erfarne lærers hænder. Skrivehefterne er nydelige. Prisen rimelig - hvis man snyder for lærervejledningen. Den kan stort set kun anbefales til helt uerfarne. Der står minsandten ordret, hvad man skal sige til ungerne hvornår! Ikke fordi der ikke er gode ting at hente, det er der, men lærerne kan godt selv tænke, de behøver ikke en minut til minut-opskrift!
Hefterne har et lækkert format: A4 på den lange led - opslået fylder de 60 centimeter. Det kan give pladsproblemer. På højresiderne foregår selve skriveundervisningen. På venstresiderne vejledningens mange forslag, de fleste er både gode og sjove, hvis ikke alle børn skal hales igennem alt - men det skal de vist?
Når titlen er 'Alfabetskrivebog', så forventer man, at den går alfabetisk frem. Sådan er det ikke, man bundter de bogstaver, der ligner hinanden. Usmart, for kontrasterne gør indlæring lettere, og børnene kan synge sig frem via alfabetsangen.
Materialet vil med disse forbehold være egnet i specialundervisningen - specielt på skoler, hvor læsesynet er behavioristisk.
Birgit Christensen
Skrivning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.