- om skrivning, læsning og læring
Oversat og bearbejdet af Lis Pøhler
152 sider, 198 kroner
Studie og erhverv
Man havde ikke behøvet at gå over oceanet efter vand, men derfor kan vandet være godt nok. 'Skriv på livet løs' er en bearbejdet udgave af en bog om procesorienteret skrivning fra New Zealands undervisningsministerium, men kunne lige så godt have været dansk. Den henvender sig til lærerstuderende og lærere på begynder- og mellemtrin med en detaljeret gennemgang af, hvordan læreren kan tilrettelægge meningsfulde og udviklende skriveprocesser.
Det er bogens styrke, at den giver et meget konkret bud på, hvad der i hver enkelt del af en skriveproces kan være mål for læring, elevens rolle og lærerens rolle. Disse kapitler er velegnede som udgangspunkt for diskussion i et lærerteam eller i læreruddannelse/efteruddannelse. Man skal lige vænne sig til, at nogle afsnit er formuleret som replikker fra en meget artig elev, men forslagene til, hvordan eleven kan arbejde med sin tekst, er værd at overveje. Der er udførlige, enkelte steder omstændelige beskrivelser af lærerens opgaver i skriveprocessen og understregning af vigtigheden af læreren som model for eleverne. Bogen nævner flere gange vigtigheden af, at eleverne arbejder grundigt med genrebegrebet, men det er en svaghed, at dette fortrinsvis er beskrevet i brede vendinger. Tilsvarende er vigtigheden af, at eleverne kan give hinanden respons, understreget, uden at fremstillingen går tæt på, hvordan eleverne kan udvikle deres kompetence på dette svære område.
Bogen har også mere teoretiske afsnit, oversatte og nyskrevne. Specielt visse oversigter er velegnede som genopfriskning eller inspiration i efteruddannelsen eller som supplement til en mere grundlæggende fremstilling til læreruddannelsen.
Bodil Nielsen
Skrivning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.