Her er et didaktisk træfsikkert og fagligt velfunderet materiale, som, vigtigst af alt, har en tydelig fornemmelse for dialogisk medieundervisning.
Allerede fra bogens begyndelse kommer indholdet eleverne i møde med reportager, som portrætterer tre journalister i job. Især reportagen om den unge »Chili«-skribent skaber hos de unge elever både appetit og forventning til det øvrige indhold.
Bogen er tænkt anvendt i et kronologisk forløb, hvor klassen producerer sin egen avis. I et overskueligt layout går materialet her ind og beskriver og stiller opgaver i idéudvikling, målgruppe og avisproduktion. Der er anvendelige og nyttige kapitler om layout og billeder, research og kildekritik, om interview-typer og selve skrivefasen. Evalueringen er også tænkt med i avisproduktionen super!
De enkelte kapitler er bygget op således, at de også kan indgå i undervisningen af journalistikkens genrer. Eller i temaarbejde om for eksempel objektivitet eller journalistik og reklame.
Værd at fremhæve er bogens bilag. Her kan dansklæreren kopiere de sider til eleverne, som læreren altid står og mangler i det omfattende arbejde med en avisproduktion: Journalistens synopsis, fotografens/tegnerens synopsis og redaktionsplanen. Eleverne får på disse sider mulighed for at formulere og definere deres arbejde og dansklæreren får, når siderne er udfyldt, hånd i hanke med elevernes arbejde og læring.
Det er en helt igennem velfungerende teoretisk og praktisk mediehåndbog til danskundervisningen i 7.-10. klasse, som jeg varmt kan anbefale.
Skriv en avis
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.