Skole 2000 – et helhedssyn på pædagogik og fysisk miljø
Af Erik Wallin
Carpe-serien
143 sider, 168 kroner
Gyldendal
I 'Fremtidens skole' peger Erik Wallin, en pensioneret svensk professor i pædagogik, på, at det i den postmoderne skole handler om 'at blive nogen' i stedet for 'at blive noget'. Han reflekterer over og diskuterer det svenske 'skole 2000', der i lighed med det danske 'Folkeskolen år 2000' rummer et storstilet skoleudviklingsprojekt. Kernen i det svenske koncept drejer sig om at tage udgangspunkt i elevernes forudsætninger og behov, den ligeværdige samtale, tværfagligheden og medansvarligheden, og derved ligger det danske og det svenske udviklingsprogram tæt op ad hinanden, hvilket giver gode muligheder for at bruge hinandens erfaringer.
De tre hjørnestene i 'skole 2000' er: opdeling i arbejdsenheder og teamsamarbejde, skolen som fysisk miljø og udgangspunkt i elevernes behov. Et af de punkter, Wallin ser som en hindring for at føre tankerne ud i praksis, er, at 'Ufleksible bygningsrammer har stået i vejen for de ændrede arbejdsformer'. Når eleverne skal være aktive og medaktører og ikke kun modtagere, opstår der behov for andre lokaleløsninger.
Denne bog kan klart inspirere lærere og skoleledelser, der arbejder med udvikling af hele skolen gennem fokus på organisering til at komme videre med opdeling af skolen i mindre arbejdsenheder og etablere små skoler i den store samt organisere alle lærere i arbejdsteam omkring en gruppe på 60-90 elever og herefter opdele eleverne i trygheds- eller basisgrupper med udgangspunkt i elevernes forudsætninger og behov.
Bogen indeholder et spændende syn på, hvordan pædagogik, måden at organisere skoledagen på og skolens fysiske miljø kan berige hinanden i en ny måde at holde skole på, for som Erik Wallin skriver: 'Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan den skole, som ingen forlader med ringere selvtillid end den, man havde, da man kom, bør se ud'. Men det er vel det, al skoleudvikling handler om.
Sidst i bogen refererer Wallin til undersøgelser, der er foretaget på skoler, der har arbejdet efter 'skole 2000' i to år, og her svarer 93 procent af eleverne, at de trives godt eller meget godt på skolen, og 92 procent synes, at skolen er god eller meget god, når det drejer sig om at give eleverne kundskaber.
Dorte Olsen
Skoleudvikling, Pædagogik, Skoleledelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.