Skoletrætte begyndere

Børn kan meget let presses af ambitiøse forældre, så de er skoletrætte, allerede inden de møder i 1. klasse, advarer Jyllands-Posten på lederplads den 25. september med henvisning til et interview dagen før.

'Små børn skal stimuleres, ikke presses', slår lederskribenten fast. 'Men der er netop lagt op til et ganske urimeligt pres, når man bruger undervisningshæfter med forældede metoder, som man gik fra i slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne. Hvis man sætter børn til at terpe skønskrift allerede fra treårsalderen, opnår man næppe det positive og nysgerrige engagement, der er forudsætningen for enhver vellykket indlæring.' Mener altså Jyllands-Posten.