Hjørring lagde for i 2015. Lolland fulgte efter i 2020, og flere kommuner går nu samme vej: Specialklasserækker og andre specialtilbud udskilles fra almenskoler og samles i enheder med egen leder, eget personale, egen økonomi og egen skolebestyrelse, men så eleverne fortsætter deres skolegang der, hvor de går i forvejen.
Faxe har gennemført manøvren her ved skolestart. Den østsjællandske kommune samler tre specialtilbud under Midtskolen i en selvstændig skole med navnet Specialskolen. Det bliver en skole med to afdelinger på egne adresser, mens centerklasserne er placeret på Midtskolens afdeling i Karise. I alt kommer skolen til at tælle lidt over 100 elever.
“Vi giver den nye specialskole mulighed for selv at beslutte, hvilken retning den skal udvikle sig i. Det har været et udtalt ønske fra forældre og medarbejdere. Vi tror på, at lærerne opnår et større ejerskab, når de får indflydelse på skolen”, siger centerchef Henrik Reumert fra Center for Børn, Unge og Familier.
Det kan virke demotiverende for lærere i et specialtilbud at være styret af en stor almenskole, vurderer han:
“Jeg siger ikke, det er sådan, men speciallærere kan let føle, at de forsvinder på en stor skole med tre almene afdelinger. Nogle gange bliver specialtilbuddene ikke prioriteret så højt, som de burde”.
Lederen af den nye specialskole tiltrådte i foråret for at planlægge det nye skoleår. Dernæst skal hun og personalet udarbejde en udviklingsplan for skolen, fortæller Henrik Reumert.
“Medarbejderne omtaler allerede specialskolen som vores skole, men vi får en opgave med at sikre, at skolens tre afdelinger får et tilhørsforhold til hinanden”, siger centerchefen.
Større sammenlægning på Nordfyn
Nordfyns Kommune har samlet specialklasserækkerne fra tre almenskoler, en specialbørnehave og en heldagsskole under navnet Nordfynsskolen.
“Vi vil opnå synergi ved at samle personalet under samme tag. Eller rettere sagt: Det bliver ikke samme tag, for eleverne bliver, hvor de er, men vi får en skole, som er tydelig i sit udtryk”, siger skole- og dagtilbudschef Gitte Høj.
Der kan blive rokeret på eleverne, når specialbørnehaven og de svageste elever kognitivt og fysisk om to år samles i en ny bygning i Søndersø.
“Eleverne skal gå i skole så tæt på almenområdet som muligt. Derfor vil Nordfynsskolens andre tilbud fortsat ligge på almenskoler, men enhederne må ikke være for små. Der skal være et vist antal elever hvert sted for at sikre stabilitet og de nødvendige kompetencer blandt personalet, så med tiden får vi sandsynligvis en specialskole med færre enheder”, forudser Gitte Høj.
Også i Skive skal der flyttes rundt på elever. Her blev centerklasserne på Ådalskolen lagt sammen med Krabbeshus Heldagsskole den 1. oktober 2021. Centerklasserne er for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, mens heldagsskolen underviser elever med autisme.
“Heldagsskolen er normeret til 60 elever, men vi har 92, og vi har ikke mulighed for at udvide skolen. Derfor flytter vi cirka 30 elever til centerklasserne på Ådalskolen”, fortæller skoleleder Jakob Holten Olsen.
Det er for tidligt for ham at sige noget om fordelene ved sammenlægningen, da skiftet knap er på plads.
“Agendaen har været, at vi har brug for mere plads til eleverne med autisme, men vi er nysgerrige på, om vi kan inkludere nogle af dem i almenundervisningen på Ådalskolen”, siger Jakob Holten Olsen.
Ledelsen er tæt på
Ninna Fjordbak har undervist elever med ADHD i 18 år. Først på Bagterpskolen i Hjørring, og da kommunen i 2015 samlede sine specialtilbud i Hjørringskolen, fulgte hun med over. Men stadig med almenskolen som fysisk arbejdsplads.
“Vi havde lidt startvanskeligheder, for hvem skulle betale, når jeg tog papir i administrationen? Da vi fik på plads, at Hjørringskolen skal betale almenskolen for alle serviceydelser, behøvede vi ikke at længere at bekymre os om det”, fortæller Ninna Fjordbak, som også er tillidsrepræsentant.
I dag er hendes største bekymring, om politikerne skulle finde på at føre specialklasserne tilbage til almenskolerne. Det er dog ikke noget, hun har hørt rygter om.
“Vi har været igennem en rivende udvikling, siden vi blev selvstændige. Vi fik en skoleleder, som synes, det er spændende at arbejde med elever med særlige behov, så vi er blevet meget mere specialiserede. På en stor skole er der mange andre opgaver, der skal løses, hvor vi har vores ledelse tæt på”.
Målrettet rekruttering af lærere
Det er en fordel at være sin egen organisation, for så er man sikker på, at økonomien går til de børn, den er tiltænkt, understreger Ninna Fjordbak. Selvstændigheden betyder også noget for rekruttering af personale.
“Når Bagterp havde lærere i overskud i almenafdelingen, var det let at flytte en lærer over og dække et hul hos os. Men det udvander specialiseringen. I dag søger vi lærere, som er kvalificerede til at undervise lige netop vores elever. Det er afgørende for, at de udvikler sig og har det godt i skolen”.
Hjørringskolen består af syv afdelinger fordelt på fem matrikler. Afdelingerne er delt op efter elevernes diagnoser og udfordringer. Alligevel oplever Ninna Fjordbak det som én skole.
“Vi har ikke et dagligt samarbejde, men vi holder møder på tværs af matriklerne, og vi sparrer med hinanden virtuelt, når vi har elever med udfordringer, som overlapper forskellige særlige behov. Og så kan vi godt lide at besøge hinanden”, siger hun.
Skolestatus 2022: Specialklasserækker samles i egne skoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.