- begrebsdannelse gennem leg
Af Kristine Jess og Jesper Folkmar
Kasse med konkret materiale, arbejds-, aktivitets-, tal- og prikkort samt diverse spil
Der medfølger lærervejledning
2.062,50 kroner
Alinea
Et righoldigt materiale til de mange forskelligartede børn, vi har i børnehaveklassen. Der lægges op til, at det enkelte barn kan få sin individuelle proces afhængigt af udviklingstrin.
Jeg har oplevet dygtige børn blive udfordret så meget af aktiviteterne, at alle andre værkstedsmuligheder vælges fra i værkstedstimer. Samtidig er de ikke særligt matematisk interesserede børn blevet indfanget af materialets søde bamser, mønterne og spejlingskortene.
Materialet er lavet, så barnet enten kan arbejde alene efter en kort introduktion, eller det kan vælge at arbejde i makkerpar. Mine kyndige børn glæder sig meget over at kunne give erfaringer videre til 'nye kunder', og de holder selv øje med, hvor langt de er kommet i de forskellige aktiviteter, ved at skrive navn, tegne logoer og indføre numre på små stykker postkortkarton, der lægges i skuffen, indtil der næste dag er mulighed for at genoptage arbejdet.
I materialet gemmer der sig utallige gode spillemuligheder. Det absolutte hit er 'Den store honningjagt', hvor bamserne skal købe honning for de mønter, de har vundet gennem spillet. Her er der virkelig røde kinder spillet igennem.
Lærervejledningen er grundig i sin opbygning. Den lufter mange gode holdninger til undervisningsdifferentiering og legen som et væsentligt element i læringen.
Kan anbefales til skolestarten og skolefritidsordningen.
Lise Buhr
Skolestart
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.