Tirsdag den 11. august døde Kirsten Lund efter et langt, spændende liv, hvor hun var med til at ændre folkeskolen, og hvor hun gav skoletrætte unge mennesker tro på, at de kunne noget – både alene og sammen.
Jeg mødte Kirsten første gang i 1975 på et kursus på Danmarks Lærerhøjskole. Jeg havde været lærer i otte år, mens Kirsten var begyndt som cykelvikar i 1943! Det blev til mange, lange samtaler i DLH’s kantine over kaffe og cremelinser.
Senere mødte jeg hende sammen med Henrik Sidenius, som hun var gift med. De arbejdede tæt sammen - på Kroggårdsskolen på Fyn, på Værebro Skole i Gladsaxe og i Københavns Ungdomsskole.
”Vi fik vores drømme og ideer om en demokratisk skole til at møde virkeligheden”, sagde hun, da jeg interviewede hende i 2023, og typisk for hende lod hun en elev svare, da jeg spurgte hende, hvad det betød.
Kirsten havde overbevist ledelsen i ungdomsskolen i København om, at der var brug for et tilbud til de unge, det pjækkede, røg i konflikt med andre og bare ikke gad at sidde på en skolebænk.
Og projektet lykkedes – ligesom det lykkedes at ændre skolekulturen på Kroggårdsskolen og på Værebro Skole. Selvfølgelig med bump, modstand og tilbageslag.
”Når vi fortalte et nyt hold elever, at de skulle til Egypten, at de selv skulle planlægge rejsen og styre økonomien, og at de skulle interviewe folk dernede, blev det langtfra altid mødt med begejstring”, fortalte Kirsten.
’Det kan vi ikke finde ud af, der er alt for svært, det bliver garanteret aldrig til noget’, lød elevsvarene i forskellige varianter.
”Men det blev til noget”, tilføjede hun. ”Hver gang, vi var afsted, kom eleverne stærkere hjem. Både i forhold til det at tilegne sig viden og færdigheder og til at tro på, at de kunne noget. Det samme gjaldt selvindsigt og erfaringer med at leve sammen og løse opgaver i fællesskab”.
Det var så der i interviewet, jeg spurgte, om det var det, hun mente, når hun sagde, at de havde fået drømme og virkelighed til at mødes.
”Jeg synes, du skal se, hvad en af pigerne skrev, da de var kommet hjem fra en tur”, svarede hun. ”Elevens udsagn favner meget godt, hvad jeg gerne har villet opnå ved at være lærer. Det rammer nogle af de drømme, som jeg, Henrik og vores kolleger havde for skolen. Vi fik eleverne til at tro på, at de kunne noget – både hver for sig og sammen. Og de brugte det”.
Her er så det, eleven skrev efter en studietur til Egypten:
”En af de største oplevelser, jeg havde på turen, havde jeg slet ikke tænkt på. Det var at leve sammen med nogle andre mennesker og at komme hinanden så meget ved.
Læs også
Vi nøjedes ikke med at sige vores meninger om hinanden, vi arbejdede også med hinanden. Vi kunne også tillade os at rette på hinanden uden at det virkede som om, vi var på nakken af hinanden. Jeg tror at kernen i, at man kan fungere som en gruppe, er, at man kan føle sig tryg ved hinanden og tale frit sammen med hinanden og regne med hinanden”.
Kirsten Lund blev 103 år. Æret være hendes minde.
Skolereformatoren Kirsten Lund er død
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.