Undersøgelsen er foretaget for Undervisningsministeriet og indeholder svar fra cirka halvdelen af landets skoler med normalklasser. I undersøgelsen vurderer skolelederne muligheden for at finde linjefagsuddannede lærere til de enkelte fag. Svarmulighederne er henholdsvis 'ikke vanskeligt', 'noget vanskeligt', 'meget vanskeligt' eller 'ved ikke'. Mest vanskeligt ser det ifølge undersøgelsen ud for musikfaget, hvor 75 procent af skolelederne mener, at det er noget eller meget vanskeligt at rekruttere lærere med musik som linjefag.
Musiklæreren som 'ugens gæst'
Næstformand i Folkeskolens Musiklærerforening Birgitte Madsen er ikke overrasket over resultatet. Hun forklarer, at mange linjefagsuddannede musiklærere ikke ønsker at undervise i faget i folkeskolen.
"Det er et svært fag at undervise i, fordi man tit optræder som 'ugens gæst'. Som musiklærer har man enormt mange klasser, og det er svært at få et forhold til eleverne, når man har så få timer sammen med dem", siger hun og foreslår, at alle klasser mindst skal have to timers musikundervisning om ugen.
Birgitte Madsen peger desuden på, at timetallet for musik på læreruddannelsen er sat så meget ned, at mange nyuddannede lærere ikke føler sig rustet til musikundervisningen i folkeskolen.
"Det er jo også et håndværksfag, og der er nogle ting, der bare skal sidde på rygraden, for at man kan undervise i musik".
Store skoler er mest optimistiske
Efter musik følger fysik/kemi og tysk, når skolelederne skal vurdere rekrutteringsmulighederne. Her mener henholdsvis 74 procent og 69 procent af skolelederne, at det er noget eller meget vanskeligt. I den bedre ende ligger derimod danskfaget, hvortil 81 procent af de adspurgte skoleledere mener, at det ikke er vanskeligt at finde linjefagsuddannede undervisere. Undersøgelsen viser desuden, at store skoler vurderer rekrutteringsmulighederne mest positivt. For alle fag stiger skolernes optimisme i takt med skolernes størrelse.
Skoler savner lærere med linjefag i musik og fysik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.