Skift lysstofrørene ud, efterisoler gulve og lofter og sæt lavenergiruder i vinduerne. Det er blot nogle af anbefalingerne fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) til landets skoler, hvis der skal gøres noget ved det store energiforbrug. Og det skal der ifølge seniorforsker ved SBi Ole Michael Jensen, der står bag rapporten.
"Der er et hav af skoler, som er opført i 1960'erne og 1970'erne. Dengang blev der ikke stillet særlig store krav til skolers energiforbrug, og det er det, der er miseren. Der er ingen tvivl om, at bygningerne fra den periode har et stort energitab ud gennem det man kalder klimaskærmen, altså ydervægge, vinduer, lofter og gulve. De er ikke isoleret godt nok, og skoler vil kunne hente meget på at efterisolere klimaskærmen", siger han.
Kæmpe besparelser i sigte
Baggrunden for rapporten fra SBi er, at 40 procent af landets samlede energiforbrug går til opvarmning af bygninger. Og her er de gamle skoler en af de store energislugere.
"Efter min vurdering kan de gamle skoler uden problemer spare 25 procent på elregningen. Det nemmeste er at sætte nye vinduer i, da de er meget bedre til at holde på varmen og lukke lys ind. Derudover kan mange skoler spare enormt på elregningen ved at opsætte sensorer, så lyset ikke brænder hele tiden. Endelig kører ventilationsanlægget ofte døgnet rundt. Der kan man sagtens slukke om aftenen og spare en masse penge", siger Ole Michael Jensen.
Udpeg en energiansvarlig
For at få sat gang i energibesparelserne foreslår rapporten blandt andet, at skolerne udpeger en energiansvarlig, gerne skolelederen, der skal følge skolens energiforbrug og løbende komme med forslag til forbedringer.
"Derudover kan man skabe incitament for at spare på energien, hvis alle kan se energiforbruget for en bygning, for eksempel en skole. Så kan den energiansvarlige sammenligne sig med andre skoler, og der begynder at være en vis moralsk fordring knyttet til at vise energiansvarlighed. Man kan profilere sig på det, og det kan man måske også spille på i skolesammenhæng", siger Ole Michael Jensen og henviser til www.tjekskoleforbrug.dk, hvor skoler kan udregne deres forbrug af el, varme og vand.
Skoler kan hente millioner ved at spare på energien
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.