Fagfolk har i årevis talt om, at der må gøres noget ved specialundervisningen, påpeger ledende skolepsykolog i Jægerspris, Bjarne Nielsen.
'Men først nu, hvor kommunerne har svært ved at styre økonomien, bliver der gjort noget fra Kommunernes Landsforenings side', konstaterer han, der også er børn og unge-chef i Jærgerspris.
Bjarne Nielsen medgiver, at der bliver brugt mange penge i specialundervisningen, men mener, at de bliver brugt forkert.
En del af pengene skulle i stedet bruges til grund- og efteruddannelse af lærere. Specialundervisning blev nemlig nedlagt i 1983 som linjefag i læreruddannelsen, og den manglende kompetence kan mærkes ude på skolerne.
'Det er ubegribeligt, at politikerne tillader, at specialundervisningen, der koster milliarder, bliver udført af lærere, der ikke har en linjefagsuddannelse i specialpædagogik eller en tilsvarende efteruddannelse', siger Bjarne Nielsen, der desuden er formand for Pædagogiske Psykologers Forening.
Skolepsykolog: Brug penge på efteruddannelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.