Skolerådets formandskab. Foto: Michael Daugaard for Undervisnignsministeriet
Skolerådets formandskab. Foto: Michael Daugaard for Undervisnignsministeriet

Skolen har fået sine egne vismænd

Skolen har fået et nyt organ. Skolerådet kaldes det. Dette skal vurdere, om de mange nye tiltag virker. De ministerudpegede vismænd i spidsen beslutter, hvad der skal evalueres

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen er blevet udstyret med et nyt organ, Råd for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen, i daglig tale blot Skolerådet.

Danmarks Lærerforening kalder det et »politisk organ«, mens undervisningsminister Bertel Haarder på sin side fastholder, at rådet er uafhængigt.

I det tidligere Grundskoleråd, som det nye råd erstatter, sad der såvel eksperter som organisationsrepræsentanter. Det strukturelt nye - og kontroversielle - er, at eksperter og organisationsrepræsentanter nu er skilt fra hinanden. Eksperterne udgør nu et magtfuldt formandskab for sig selv, mens organisationsrepræsentanterne sidder som menige medlemmer i rådsforsamlingen. Formandskabet iværksætter undersøgelser og afleverer en gang om året en beretning til ministeren med anbefalinger til nye initiativer. Den menige rådsforsamling har ingen indflydelse på beretningen, men kan kommentere den, og kommentarerne skal afleveres til ministeren sammen med beretningen. Bertel Haarder har kopieret modellen fra Det økonomiske Råd, hvis formandskab i daglig tale kaldes vismændene.

Formandskabets formand, Jørgen Søndergaard, mener, at det giver en mere klar rådgivning til ministeren, som nu kan se, hvad der er videnskabelig dokumentation for, og hvad interesseorganisationerne mener om formandskabets forslag til nye initiativer.

»Skolerådet er en meget god buffer mellem politikere og ansatte i skolen«, siger Bertel Haarder.

Han har brug for en »kvalificeret vurdering af alle de nye tiltag, som er gennemført«, siger han.

Skolerådets formandskab har overtaget råderetten over de fem-seks millioner kroner, som Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) hidtil har brugt til at gennemføre evalueringer i folkeskolen. Nu er det formandskabet, der bestiller evalueringerne hos Eva. |

Powered by Labrador CMS