Glimrende refleksioner over børnehaveklassens teori og praksis
Det er ikke alle steder, at det fem-seksårige barn oplever sammenhæng i tilværelsen, i forbindelse med at han eller hun skal forlade børnehaven for at komme i børnehaveklasse - eller for den sags skyld året efter, når der kommer til at stå 1. klasse på skemaet.
Når samarbejdet mellem de forskellige led går skævt eller slet ikke eksisterer, forklares det i reglen med, at kulturen er så forskellig i skole- og daginstitutionsverdenen, at det er omsonst at tale sammen. Man skulle næsten tro, at de unge mennesker, der går på henholdsvis lærer- og pædagogseminarium, blev skolet til at virke på hver sin planet.
Forskellene i kultur og børnesyn er reelle nok, men undskyldningerne for at lade det blive derved er det ikke.
I denne bogs indledende kapitel præsenterer Lise Buhr en gennemprøvet plan for samarbejde mellem de professionelle voksne, der skal være med til at gøre børnenes vej ind i skoleverdenen god og tryg, samtidig med at den leverer de udfordringer, som børnene også skal have.
Ting tager tid, men forfatteren bygger ikke sine visioner på skrivebordsarbejde. Alle de aktiviteter, hun beskriver, er gennemført i praksis. Jeg tror, at det har været muligt, fordi hun har været meget konkret i sine ansøgninger om tid. Der er forskel på at bede om mere tid i bred almindelighed og så søge om et konkret antal timer til et klart struktureret og indholdsbeskrevet samarbejde med daginstitutioner, kommende 1.-klasse-lærere og forældre. Det er den vej, man skal gå, i stedet for perspektivløst at jamre om, at man ikke har tid.
Der kommer resultater ud af samarbejdet. Ud over at man lærer hinandens arbejdsformer og værdier at kende, når man bruger et par hele arbejdsdage til at iagttage hinandens praksis, så sker der også »en overførsel af viden og erfaringer om det enkelte barn i forhold til dets følelsesmæssige, sociale og faglige udviklingsmuligheder«, som forfatteren skriver (side 20). Nok så vigtigt giver det desuden et grundlag for diskussioner om værdier, forventninger og muligheder for i fællesskab at udvikle en sammenhængende pædagogik i skoledistriktet.
Samarbejdet skal ikke kun fungere i forhold til folk, der arbejder i andre bygninger. Forfatteren demonstrerer en fortrinlig diplomatisk sans ved at slutte afsnittet om samarbejdet med de lærere, der skal have 1. klasse: »Det skal retfærdigvis siges, at der er forskel på intensiteten i samarbejdet afhængigt af, hvilke lærere, der får 1. klasse«. I den situation ville det ikke have generet mig, hvis hun havde mindet om, at børnehaveklasselederen ikke er den eneste leder på skolen.
De øvrige artikler er ligeledes fyldt med grundige overvejelser over leg, sociale relationer, motorik, sprog, mange intelligenser, legeskrivning, tøjdyr som budbringere og katalysatorer for fortællinger samt skole-hjem-samarbejde set fra forældreside. Alle forfatterne har blik for den teoretiske tilgang, men bruger deres egen og kollegers refleksion til at fremlægge en livsbekræftende praksis, lige til at gå til for andre.
Målgruppen er ikke kun børnehaveklasseledere med større eller mindre rutine i faget. Bogen bør også læses af indskolingslærere og ikke mindst skolens lederteam, der i den sidste ende er ansvarlig for, at tingene hænger sammen. Og selv om den tager udgangspunkt i en pædagogverden, kan den sagtens bruges i læreruddannelsen til beskrivelse af en skolevirkelighed. Når denne virkelighed altså er bedst.
Skolens virkelighed, når den er bedst
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.