Det er en lille lækkert udført pjece, som med otte korte indlæg giver forskellige syn på rummelighed samt tilgange til og vinkler på begrebet.
»Hvad er det, vi efterspørger, når vi ønsker øget rummelighed? Ganske ofte indgår økonomiske eller ideologiske synspunkter i debatten, men i denne sammenhæng er det væsentligt at fastslå, at rummelighed først og fremmest er et pædagogisk spørgsmål om at se muligheder frem for begrænsninger i det daglige arbejde«, skriver chefpsykolog Jan Kirkegaard.
Elever med sociale og emotionelle vanskeligheder er ofte i fokus i debatten om den rummelige skole og ikke uden grund. Dels er der tale om den elevgruppe, der har den største stigning i udskillelsesraten, dels giver især den gruppe mange lærere følelsen af afmagt og af ikke at slå til. Psykolog Jens Andersen giver et interessant bud på, hvorledes et AKT-team (Adfærd, Kontakt og Trivsel) kan øge mulighederne for at fastholde disse elever i fællesskabet.
Fra tre skoler og en skolefritidsordning er der i pjecen praktiske beskrivelser af, hvordan man gennem målrettet indsats har arbejdet med at udvikle rummeligheden. Det er
interessant at høre om de bestræbelser, man gør sig for at få skole og skolefritidsordning til at trække på samme hammel.
Professor Mogens Hansen sætter fokus på, at cirka 15 procent af børnene snubler i skolens forventninger til dem. Skolen er blevet for elitær. Der er behov for at øge mulighederne for aktiviteter, der kobler de praktiske oplevelser med det abstrakte.
Pjecen afsluttes med et tankevækkende indlæg af provst Ole Henriksen. Skolen skal give eleverne »mod og lyst til at tage fat på opgaverne også de uoverskuelige opgaver. De opgaver, som vi netop aldrig bliver færdige med«, skriver han.
Pjecen forsøger ikke at give entydige definitioner af folkeskolens rummelighed eller forenklede bud på, hvordan en skole skal organisere sig i bestræbelserne på at øge rummeligheden. Pjecens formål er at give inspiration til debatten ude på skolerne, og den vil givet også være interessant læsning for skolebestyrelserne. På sober vis kommer den rundt om sit tema uden at forenkle den meget vanskelige problemstilling.
Et enkelt aspekt savner jeg i pjecen. Folkeskolens rummelighed er også et spørgsmål om lærernes uddannelse og efteruddannelsesmuligheder.
Pjecen er produceret af Århus Kommunale Skolevæsen og Århus Lærerforening i fællesskab et meget interessant partnerskab.
Skolens rummelighed, synspunkter og praksis
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.