Når man læser Skole og Samfunds udgivelser af hæfter til hjælp og inspiration for skolebestyrelserne - og der er efterhånden kommet mange - får man det indtryk, at det, at sidde i en skolebestyrelse må være en fuldtidsbeskæftigelse.
Det er ikke småting, skolebestyrelser skal og kan, hvis man skal tage Skole og Samfund på ordet.
I hæftet 'Skolens budget - en opgave for skolebestyrelsen' præciseres, at skolens økonomi er en vigtig del af bestyrelsens arbejde. Skolebestyrelsen skal godkende budgettet, men forudsætningen for at få en 'aktiv rolle' i arbejdet med skolens budget er, at skolebestyrelsen får overblik over hvordan budgettet bliver til. Det handler om 'indflydelse, planlægning, styring og opfølgning'.
Ikke så lidt af en opgave!
Hæftet giver bud på skolebestyrelsens rolle, kompetence og muligheder i forhold til den kommunale budgetlægning. I relation til skolen illustreres, hvordan principfastsættelsen på forskellig måde stiller krav til budgetlægningen. Hæftet viser, hvordan bestyrelsen over en treårig periode konkret kan arbejde med budgetlægning, opfølgning og den videre planlægning. Undervejs i hæftet er formuleret spørgsmål, som kan inspirere bestyrelsen til drøftelser på egen skole. For eksempel:
'Hvad kan der gøres for at udvide skolebestyrelsens indflydelse?' og 'Hvordan tager I stilling til økonomiske konsekvenser af nye principper?'
Det lille hæfte 'Nøgleord om tilsyn' en 'vejledning i, hvordan man fører tilsyn'. 'Skolebestyrelsen skal føre tilsyn med skolens virksomhed', og Skole og Samfund får ofte spørgsmål om, 'hvilke muligheder for reel indflydelse der er for skolebestyrelsen'. Hæftet skal være en håndsrækning hertil.
Man skriver for eksempel om skolebestyrelsens adgang til løbende gennemgang af skolens principper. 'Ved at tage udgangspunkt i den årsplan skolebestyrelsen har vedtaget, kan man sikre sig at den kommer hele vejen rundt omkring skolens virksomhed'. Det fremdrages, at skolebestyrelsens tilsynsbeføjelse også indebærer en ret til at overvære undervisning, som skal ske 'efter aftale med skolelederen'.
Sidste del af hæftet beskæftiger sig med skolebestyrelsens rolle i forbindelse med klagesager. Ved klager over lærere hedder det, at skolebestyrelsen, når der er flere klager over samme lærer, må sørge for, at klagerne bliver 'registreret'. 'Opgaven går ud på at evaluere den pågældende lærers indsats. Hvis skolelederne ikke selv tager initiativ til det, må skolebestyrelsen sørge for, at lederen gør det!'
Jo, der er i sandhed stof at hente i det lille hæfte. Om tonen støtter en samarbejdsånd - eller det modsatte - vil jeg overlade til læserne selv at bedømme.
Skolens budget - en opgave for skolebestyrelsen / Nøgleord om tilsyn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.