Skolen og den sociale arv

Folkeskolen vil også i år blive opfordret til at skulle deltage i at »bryde negativ social arv«. Social arv er først og fremmest et sociologisk begreb. Det hviler på ideen om, at sociokulturelle livsforhold og -strategier arves fra forældre til barn. At ringe uddannelse, arbejdsduelighed, dårlig levestandard, utilstrækkelig omsorg for børn i højere grad forefindes i det senere voksne liv blandt de engang udsatte børn end blandt andre, er teoriens argument.

Meget tyder på, at mennesker er i stand til at gribe andre muligheder, som lover dem et bedre liv, men først når det virkelig tilbydes dem. Man kan så spekulere over, hvor mange af de tilbud, de gives, trods samfundets gode intentioner opleves som reelle, når det kommer til stykket.

Engang tog den danske folkeskole en socialdemokratisk idé til sig og lovede gode uddannelsesmuligheder for alle.

Men hvordan »oversættes« en teoretisk forståelse og politisk hensigt til pædagogik? Det er et stort projekt, jeg vil blot bidrage med tilbud om et par faldgruber. Det er indsatser, der mod hensigten fastholder de mønstre, de ønsker at bryde med. Indsatser, der har til fælles, at de ikke i særlig grad reflekterer, at skolen allerede er part i et dårligt mønster, som kræver et opmærksomt selvforhold.

Hvordan ser den negative sociale arv ud? Sociologien ville se efter et komplekst net af dårlige strukturer, der er vævet ind i familiens liv. Selvom familien gerne vil bryde, kan det være vanskeligt at få hovedet oven vande, fordi det er et sammenfiltret net. Men hvad udpeger skolen som det negative? Det gøres ofte i form af udpegede børns familier. Udpegningen sker selvfølgelig ikke ubegrundet, men læseren kan sikkert se, at der sker en forskydning. Det er ikke længere familiens livsforhold, der tænkes risikable for familien og dermed også for barnets fremtid. Det er snarere forældrene som livsbetingelser for barnet, der tænkes som det problematiske. Forældre kan høre dette pædagogiske projekt og fordringen om at skulle forandre sig som et ekko af de møg-erfaringer, de engang fik som skoleelever. Men kan skolen huske, om den gjorde det samme sidst, da farmand var barn? Og om det hjalp? Det vigtigste, læseren bør tænke over for det bestemmer i vidt omfang udfaldet er, hvorvidt den forståelse og de indsatser i det perspektiv vil opleves som reel, kort eller langsigtet opbakning til livsforbedring fra familiens side?

I pædagogisk forstand handler brud om at skabe strukturer, der åbner for nye attraktive muligheder i forholdet familie-børn-skole. Udpeget som den, der skal forandre sig, gør familien formodentlig modstand. Skole og familie kan meget let ende med at stå i et anspændt forhold til hinanden. I midten af brydningerne står der et barn. I værste fald risikerer det at stå med mere eller mindre artikulerede opfordringer til at vælge side. Det er fra et psykologisk standpunkt absurd at forestille sig, at børn ikke registrerer dialogen om, hvis forskellighed der bør gælde. Måske kan han for en tid tåle limboet, uafgjortheden. Men hvis der er vedvarende gensidig kritik og konflikter parterne imellem, så er det mange modsætninger at skulle slæbe rundt på, og det inviterer til at træffe valg. Hvilken side vil barnet vælge sådan rent psykologisk set? Skole eller hjem?

Det kan betyde, at ikke blot forældre, men også barn stritter imod at blive skolevenlige. Her bør vi ikke tale om barnets indlæringsvanskelighed, men om dets aktive indlæringsmodstand, som er en kærligheds- og solidaritetserklæring til familien. Alle tre parter er nu aktive i at låse systemet. Det kan ikke blive meget værre set i forhold til målet med det hele og virkelig ærgeligt, når så mange skolefolk så gerne vil gøre gode forskelle, og når så mange børn og familier kunne nyde godt af det.

Pernille Hviid er adjunkt, ph.d. på Institut for Psykologi på Københavns Universitet