"Vi har ikke pakket noget ned, fordi ministeriet i november bad os vente. Men det lidt betænkeligt, at der står et helt museum uden fagligt tilsyn", fortæller den afgående museumsleder Keld Grinder-Hansen. Han stopper sammen med personalets øvrige personale til nytår.
Museet har hidtil været sponsoreret af Undervisningsministeriet, Danmarks Lærerforening og Lærerstandens Brandforsikring. Men da LB besluttede at trække sig, er der ikke længere penge til at drive museet.
"Grunden til, at vi er nået hertil er, at museet politisk set er blevet kastebold mellem to ministeriet. Undervisningsministeriet, som ejer samlingen og som stadig gerne vil bidrage og Kulturministeriet, som ikke vil finde den ekstra million. De to ministeriet har spillet ping pong og så lander vi midt imellem. Som en embedsmand sagde tidligt i forløbet 'Det er en sag, hvor der bliver trængsel ved håndvasken'", siger Keld Grinder.
Håber fortsat på nye sponsorer
Keld Grinder-Hansen har svært ved at forstå, at ministerierne ikke kan finde en løsning. Han håber fortsat, at der vil ske noget, ikke mindst på baggrund af, at spørgsmålet har været rejst i Folketinget så sent som i denne uge. Her var det kulturminister Carina Christensen, som blev spurgt om samlingens kulturelle værdi. Hun henviste til Nationalmuseets og Kulturarvsstyrelsens, som ifølge ministeren ikke vurderede samlingerne til at have en særlig kulturhistorisk interesse.
"Det blev nævnt her, at Dansk Skolemuseium er et vigtigt og populært museum, og det kan jo meget vel være, men jeg kan bare konstatere, at stifterne, nemlig Danmarks Lærerforening og Lærerstandens Brandforsikring, har valgt at indstille støtten, så de må jo ikke have vurderet, at det var vigtigt at føre videre", sagde ministeren.
I virkeligheden er det dog kun LB, som har valgt at stoppe støtten til museet. Danmarks Lærerforening støtter fortsat med bygningen, som foreningen altså nu stiller til rådighed for en samling uden besøgende.
Hvis ministerierne finder en løsning - det har blandt andet været på tale at genåbne museet som en del af en professionshøjskole - så står samlingen klar.
"Samlingen kan stå indtil Danmarks Lærerforening ikke vil stille lokalerne til rådighed længere. I forhold til personalet, må man jo så forsøge at bede folk komme tilbage, men det er klart, at vi jo allesammen går videre nu", siger Keld Grinder-Hansen.
Han mener, at lukningen skaber et hul.
"Der er ingen tvivl om, at vi har en samling, som er helt unik - på nogle roller også på verdensplan. Og vi har spillet en rolle, som ingen andre overtager", siger han til folkeskolen.dk.
Skolemuseets samling får lov at blive stående lidt endnu
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.