Der var mange rosende ord til skolelederne på landets folkeskoler fra Lærerkommissionens formand Per B. Christensen, da han i dag præsenterede anbefalingerne til en ny arbejdstidsaftale for lærerne.
Lærerkommissionen nævner da også flere steder i rapporten tydelig og åben skoleledelse som en del af løsningen for en ny arbejdstidsaftale og et bedre arbejdsmiljø for lærerne. Det gik heller ikke upåagtet forbi Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal.
"Vi noterer os, at der står skoleledelse rigtig mange steder. Det må alt andet lige betyde, at vi kommer tættere på forhandlingerne", siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal og uddyber, at han regner med at blive indkaldt som samarbejdspartner til forhandlingerne, hvis der skal drøftes ledelse.
"Vi vil nødigt have, at de sidder og snakker om ledelse uden vi er tilstede".
Her er kommissionens anbefalinger til en ny arbejdstidsaftale
Skolelederne skal ikke dele alt
I Lærerkommissionens rapport er der en række anbefalinger til, hvordan samarbejdet mellem skoleledelsen og lærerne kan forbedres.
Blandt andet skriver Lærerkommissionen, at skolelederne skal "udøve praksisnær ledelse i hverdagen".
Og den meget åbne form for ledelse er nok noget af det, som Skolelederforeningen gerne vil drøfte, hvis de bliver inviteret med til bordet.
"Vi skal lige blive enige om, hvordan åbenhed skal forstås. For når man leder en skole med 150 medarbejdere, skal hvert enkelt af dem ikke inddrages i detaljer om alt. Det vil være helt håbløst".
Desuden mener han, at skolelederne allerede er gode til at åbne op for deres ledelse på skolerne.
"På bagkant af Lov 409 har vi lavet et kæmpe stykke medarbejderinddragelse for at få lærerne til at være glade for at gå i skole. Det er altså den måde vi allerede arbejder på og som vi selvfølgelig også skal blive ved med. Og som vi nok også kan blive bedre til", siger han.
Skolelederforeningen: Vi regner med at komme tæt på forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.