Skoleledere vil gerne måle sig til elevtrivsel – men det kan skabe en usund resultatkultur

Hvordan hjælper vi bedst elever, som ikke trives i skolen? En undersøgelse fra Aalborg Universitet kaster lys over, hvordan skoleledere i folkeskolen går til trivselsopgaven.

Studiet ”School leaders navigating student wellbeing: the interplay between academic achievement and economic logics in Danish schools” viser, hvordan skoleledelsen har integreret trivsel som en central del af sin ledelsesopgave. Skoleledere arbejder strategisk og datadrevet med elevernes trivsel, som de ser i sammenhæng med elevernes faglige præstationer.

”Set med skolelederes øjne er læring hovedessensen af det at drive skole, og i den optik er de meget opmærksomme på, at trivsel er vigtig for evnen til at kunne indgå i faglige og sociale fællesskaber. Derfor føler de sig ansvarlige for at handle, når en elev ikke passer ind,” siger Ronni Laursen, ph.d. og adjunkt ved Aalborg Universitet. Han er også uddannet lærer og har tidligere arbejdet ti år i folkeskolen.

Hans studie bygger på 18 interview med skoleledere, viceledere og nøglelærere på tre folkeskoler i en stor kommune. Her har skolernes ledelsesteam og de interviewede lærere en forståelse af, at elever, der trives, er mere engagerede og motiverede, hvilket skaber et positivt læringsmiljø.

”Elever, der gentagne gange forstyrrer læringsmiljøet, vurderes til at være i risiko for at udvikle mistrivsel. Deres adfærd hæmmer ikke kun deres egen læring, men forstyrrer også andres, og det er i det prisme, trivsel forstås blandt skoleledere,” siger Ronni Laursen.

Men når disse skoler prioriterer en læringskultur, hvor elevernes trivsel betragtes som en forudsætning for læring, hvilket ses som en forudsætning for elevernes fortsatte uddannelse, er de også formet af politiske dagsordener, viser Ronni Laursens studie.

Skoleledere, ledelsesteam, lærere og pædagoger gør – inden for den politiske ramme, de er underlagt – alt, hvad de kan for at skabe en god skole for alle børn. Men lederne skal være opmærksomme på, at fokus på faglige, målbare resultater har en indbygget risiko for at fremme en resultatkultur, som kan være med til at øge mistrivslen blandt børn og unge.

”Skolen er en grundsten i at uddanne befolkningen til kritiske, handlekraftige, demokratiske borgere, og det står i nogen grad i modsætning til målbart output og resultatkultur,” mener Ronni Laursen og uddyber:

”Det ses især i et stort ledelsesfokus på målbare output, for eksempel om eleven udvikler kompetencer og et tilstrækkelig fagligt niveau for at kunne komme videre på en ungdomsuddannelse.”

Uddannelse ses altså ikke alene som personlig vækst og af værdi for den enkelte, men for hele samfundet, fordi uddannelse reducerer risikoen for arbejdsløshed og øger statens skatteindtægt.

Årlige klassereview

I Ronni Laursens studie har alle tre skoler en formaliseret proces til at identificere elever, der af forskellige grunde forstyrrer undervisningen og udfordrer klassefællesskabet. Skolerne har også strategier og strukturer klar til at gribe ind, når det er nødvendigt.

”Skoleledere i folkeskolen arbejder strategisk og datadrevet med elevers trivsel ud fra forståelsen af, at trivsel har stor betydning for læring,” siger han.

Flere skoler har hel- eller halvårlige klassereview, hvor lærere og ledelse gennemgår de enkelte elever. Mødet skal sikre, at ingen falder igennem systemet, og hjælpe med at identificere og støtte elever med for eksempel indlæringsvanskeligheder eller dårlig trivsel.

”Skoleledere er ikke som førhen en del af undervisningspraksis, og derfor har de behov for andre måder at identificere og støtte elever med indlæringsvanskeligheder eller dårlig trivsel på. Ved de såkaldte klassereview mødes ledelsen systematisk med klassernes lærere og drøfter elevernes faglige præstationer og deres trivsel ofte med udgangspunkt i data som fraværsstatistikker og resultater fra nationale test,” fortæller forskeren.

”Diskursen er, at så længe eleverne er på et uddannelsesmæssigt spor, så trives de nok. Mistrivsel opdages formentlig derfor typisk først, når der er store negative udsving som usædvanligt meget fravær eller dårligere resultater. Der er risiko for, at nogle bliver opdaget for sent – eller i hvert fald at der for sent kommer handling – men når det bliver opdaget, sættes der også ind med individualiserede forløb.”

Hvis der er tale om faglig mistrivsel, kan skolelederen for eksempel koble læsevejlederen på undervisningen og sammen med dansklæreren få tilpasset forløb til elevens behov. Hvis der er trivselsmæssige udfordringer, kan skoleledere inddrage skolens AKT-vejleder (adfærd, kontakt, trivsel) som sparringspartner for læreren. Ved mistanke om fysiske udfordringer som for eksempel nedsat hørelse kan skoleledelsen inddrage en audiolog, og ved mentale problemer kontakter skolen gerne en psykolog.

”Skolelederne faciliterer et tæt samarbejde og derved et netværk af omsorg og opmærksomhed, der kan hjælpe eleverne med at overvinde udfordringer og nå deres fulde potentiale i dialog med forældrene,” siger Ronni Laursen på baggrund af sit studie.

Elever med særlige behov

Trivselsindsatserne på de tre skoler i studiet omfatter alle elever og ikke kun dem med særlige behov.

”Skoleledere føler ansvar for at skabe et miljø, hvor alle elever føler, at de hører til og er værdsat. Overordnet set er det et gennemgående tema i alle mine interview, at trivsel fremmes gennem fællesskab og forebyggende indsats. Følelsen af at høre til og fællesskab med andre ses som et centralt aspekt af elevernes trivsel,” siger Ronni Laursen.

Illustration: Hanneke Rozemuller

Men interviewene viser også, at elever med særlige behov lægger beslag på en stor del af skoleledernes arbejde med trivsel.

For eksempel kræver børn diagnosticeret med ADHD eller autisme ifølge interviewpersonerne individuelle tilgange – enten for at opretholde et sundt skolemiljø, der imødekommer deres behov, eller blot for at sikre, at de møder op i skole.

Det overordnede store fokus på læring og resultater kan ubevidst fremme en performancekultur, som ikke alle elever trives i, påpeger Ronni Laursen. I forskningen er han også stødt på forskelle i synet på trivsel blandt lærere og pædagoger, hvor pædagogerne har en tendens til at sige trivsel før læring.

En af lærerne i hans studie fortæller her:

“Ja, hvad gør vi med dem [elever, der forstyrrer eller mistrives]? Vores pædagoger laver jo forløb med nogle af børnene i løbet af dagen eller over en periode. Særlige trivselsforløb. Jeg har bare den holdning, at … så bliver de taget ud af den virkelighed, de faktisk skal fungere i. Og så bliver det pludselig nemt. Så vi [læreren – men han refererer også til de andre elever] vil gerne have, at de børn, der har det svært, også er inde i klassen.”

Studiet viser, at den gennemgående forståelse blandt skoleledere og lærere er, at trivsel ikke kan betragtes isoleret fra læring. I stedet forstår de trivsel som noget, der forudsætter meningsfuld deltagelse i skolens sociale og faglige fællesskaber.

”De fleste i mit studie er enige om, at det er vigtigt at fastholde alle eleverne i klassen og undgå at isolere dem fra fællesskabet så længe som muligt,” siger Ronni Laursen.

Den demokratiske dannelse

Skoleledernes tilgang til trivsel er tæt knyttet til skolens formål om at danne og uddanne elever til videre uddannelse og deltagelse i samfundet, fortæller Ronni Laursen.

Eleverne skal præstere i overensstemmelse med faste kriterier som at få karakterer, der er høje nok til, at de kan komme videre i uddannelsessystemet. Men eleverne skal også lære at være en del af fællesskabet. Det skal de både ud fra den betragtning, at de kan opnå bedre læringsresultater ved at give og modtage feedback fra klassekammerater, og på baggrund af den danske kulturelle forståelse af at være og deltage i et demokratisk samfund.

En af skolelederne i Ronni Laursens studie har for eksempel skrevet en brochure til forældrene, som understreger, at skolens vigtigste opgave er at uddanne unge til at blive deltagere i et demokratisk opbygget samfund.

”Den dobbelte forståelse af trivsel – som både en forudsætning for og et produkt af læring og fællesskab – afspejler et værdigrundlag, hvor eleverne ikke kun skal lære fagligt, men også socialt og demokratisk,” siger forskeren.

”Skolerne ser det også som deres opgave at give eleverne redskaber til at navigere i og bidrage til fællesskaber både i og uden for skolen. Skolernes tilgang til trivsel er tæt knyttet til skolens formål om at danne og uddanne elever til videre uddannelse og deltagelse i samfundet.”