Under valgkampen i efteråret lovede statsministeren Anders Fogh Rasmussen (V) at rette op på nedslidte klasselokaler og ulækre skoletoiletter, men efter at regeringen har besluttet at nedjustere de offentlige investeringer med en milliard kroner, har han fået voldsom kritik for at løbe fra sit valgløfte af både oppositionen og af Venstre-borgmestre. Også Skolelederne går på banen med kritiske røster.
"Lige nu hører vi det fra den ene skole og kommune til den anden, at der er en form for kaos omkring skolernes økonomi. Skolelederne føler, det er urimeligt og umuligt at drive skole og skoleledelse på den baggrund", siger formanden for Skolelederne Anders Balle til nyhedsbrevet Skoleledernyt.
Nedslidte skoler mister omdømme
Det gør ikke situationen bedre, at regeringen netop har besluttet at nedjustere de offentlige investeringer, mener han.
"Det er enormt uheldigt. Der er brug for meget mere end den milliard til investeringer i de danske skoler. Mange skoler er ikke blevet renoveret i 25-30 år. Når bygningerne ikke ser ordentlige ud, er det svært at få børnene til at respektere skolen. Hvis eleverne befinder sig i en svinesti, præger det også deres adfærd. Det præger også skolens status i lokalmiljøet, hvis holdningen er, at det er et dårligt sted at være", vurderer Anders Balle.
Finansministeren appellerer til tålmodighed
De uhumske toiletter var også på dagsorden, da Socialdemokraterne i onsdags indkaldte finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) til en hasteforespørgsel i folketingssalen, hvor han skulle svare på kritikken fra Venstres egne borgmestre.
Finansministeren bad om, at Socialdemokraterne og andre kritikere væbnede sig med tålmodighed: De lovede 50 milliarder kroner skal nok komme inden for de næste ti år.
"Hvordan pengene skal fases ind, er sådan set et forhandlingstema i de drøftelser med Kommunernes Landsforening, som vi netop har sat i gang", fastslog Lars Løkke Rasmussen ifølge Berlingske Tidende.
Skoleledere: Der er kaos omkring skolernes økonomi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.